13.01.2021

Wood Wood lander i Københavns Lufthavn

Det danske mode- og livsstilsbrand Wood Wood åbner ny butik i Københavns Lufthavn til næste år og byder rejsende på en shoppingoplevelse i ægte københavnerstil. 

Åbningen af Wood Wood sker som et led i en større udvidelse af lufthavnen, der betyder, at rejsende til næste år kan besøge 25 nye butikker og spisesteder. Med åbningen af Wood Wood styrker Københavns Lufthavn endnu en gang følelsen af København for både danske og internationale rejsende.

Københavns Lufthavn kan i dag offentliggøre, at københavner-darlingen Wood Wood er første navn på listen over de nye brands, der flytter ind i et helt nyt område i Terminal 2, som åbner til næste år.

Som del af udvidelsen, der bidrager med yderligere 4.000 kvadratmeter til Københavns Lufthavn, åbner omkring 25 nye butikker og spisesteder. Sammensætningen af de nye enheder bliver en blanding af førende danske og internationale brands, der skal give de rejsende unikke oplevelser inden for shopping og gastronomi fra både Danmark og udlandet.

Wood Wood er et af de mest anerkendte danske modebrands, der både herhjemme og i udlandet er kendt for deres unikke københavnerstil. Med den nye Wood Wood-butik kan vi tilbyde vores passagerer en autentisk shoppingoplevelse, der afspejler noget af det bedste fra den urbane københavnerkultur og indfri et ønske fra særligt de unge rejsende. Wood Woods univers passer perfekt ind i kombinationen af lokale helte og internationale power brands, som er med til at sikre rejsende et ekstraordinært og bredt udvalg af oplevelser,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Hos Wood Wood ser man ligeledes frem til at give både danske og internationale kunder en helt særlig oplevelse i lufthavnen:

"Det er en gammel drøm, der går i opfyldelse. Vi har i mange år talt om muligheden for at åbne en butik i Københavns Lufthavn. Wood Wood-butikken vil blive en slags satellitbutik, der er tilpasset lufthavnen og de mekanismer, som ligger til grund for shoppingområdet, og vi kommer til at skabe et retail space, der skiller sig meget ud i varesortiment og indretning,” udtaler Karl-Oskar Olsen, kreativ direktør i Wood Wood.

Wood Wood har i alt fire butikker i Danmark, og butikken i Københavns Lufthavn bliver således deres femte herhjemme.

Plads til endnu flere oplevelser i særklasse

Udvidelsen af Københavns Lufthavn skal give plads til op imod 40 mio. rejsende og skabe en endnu bedre passageroplevelse og rejse gennem lufthavnen. De nye kvadratmeter dedikeres derfor blandt andet til et større gangareal, flere siddepladser og et legeområde samt flere shopping- og spisemuligheder, som er efterspurgt af passagererne.

”Vi interviewer knap 100.000 rejsende årligt om deres rejse gennem lufthavnen, og syv ud af ti anser de gode oplevelser og muligheder i terminalerne som en vigtig del af rejsen. To-tredjedele af de rejsende shopper eller spiser undervejs, og derfor gør vi plads til nye butikker og spisesteder, så vi kan imødekomme passagerernes forskellige præferencer og give plads til nye opdagelser og inspiration,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Om det udbyggede område i Københavns Lufthavns Terminal 2:

  • I gennemsnit har de rejsende 98 minutter i lufthavnen fra gennemført sikkerhedstjek til boarding.
  • 66 % af passagererne shopper og/eller spiser i lufthavnen før afrejse.
  • Tilbygningen opføres i samme skandinaviske design som den øvrige del af lufthavnen med fokus på at skabe en rolig og afslappet atmosfære.
  • For at skabe et ensartet og moderne udtryk moderniseres de eksisterende butikker i området.
  • Udbygningen af lufthavnen efter sikkerhedskontrollen i området mellem Finger A og Finger B vil blive gennemført fra 2017 til slutningen af 2018. Efter planen står butikker og spisesteder klar til brug omkring sommer 2018. Ved udgangen af 2018 vil hele byggeriet stå færdigt.

For yderligere information, kontakt venligst:

Louise Koldsgaard Rasmussen, Senior Brand Manager i Københavns Lufthavn
Mobil +45 50 51 62 54 
E-mail: louise.rasmussen@cph.dk