Minister får bud på en styrket indenrigsluftfart

Gode flyforbindelser har stor betydning for danskerne og danske virksomheder. Derfor inviterer Københavns Lufthavne til en konference på Christiansborg den 16. januar 2017, hvor transportministeren overrækkes et katalog fra drøftelserne i de regionale lufthavne i Danmark om, hvordan indenrigsluftfarten styrkes. Tanken er, at kataloget kan indgå i det igangværende luftfartsstrategiarbejde.

Skrevet den 16.01 2017

I de seneste måneder har Københavns Lufthavne afholdt en række erhvervsarrangementer i samarbejde med de regionale lufthavne i Aarhus, Aalborg, Karup, Rønne og Sønderborg, hvor lokale virksomheder, pendlere, organisationer og politikere har deltaget. Arrangementerne har handlet om, hvordan luftfarten set med et regionalt perspektiv kan optimeres i Danmark.

Som opfølgning på erhvervsarrangementerne afholder Københavns Lufthavne derfor en konference på Christiansborg den 16. januar 2017, hvor ideer og forslag til initiativer fra virksomhederne bliver præsenteret.

Adm. direktør i Københavns Lufthavne, Thomas Woldbye, vil samtidig overrække transportministeren et katalog over drøftelserne på erhvervsarrangementerne, som kan indgå i det igangværende arbejde med at udarbejde en national strategi for luftfarten. Kataloget præsenterer blandt andet en række anbefalinger til, hvad man fra politisk hold kan gøre, og ikke mindst anbefalinger til, hvordan lufthavnene og flyselskaberne sammen kan styrke indenrigstrafikken.

Stort potentiale skal forløses med samarbejde

”Vi har haft nogle gode debatter på arrangementerne, som har givet os rigtig værdifulde input. Det har givet os mulighed for at lytte til virksomhedernes og de rejsendes behov, og det giver os et godt afsæt for at kunne udvikle indenrigsluftfarten og de internationale forbindelser. Der er bred enighed om, at indenrigsflytrafikken har et stort potentiale, ligesom der er bred opslutning til især et stærkere samarbejde omkring turisme og ikke mindst bedre tilgængelighed til de regionale lufthavne”, sigerThomas Woldbye, der er adm. direktør i Københavns Lufthavne.

Flyforbindelser til og fra Danmark understøtter 150.000 danske arbejdspladser og bidrager med op til 100 mia. til dansk BNP. Samtidig gør en stærk indenrigstrafik med mange afgange mellem landsdelene afstandene i Danmark mindre.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen vil på konferencen modtage de mange forslag og ideer, der er blevet indsamlet på arrangementerne. Ministeren er glad for, at der er taget initiativ til at samle input fra de rejsende omkring de regionale lufthavne til, hvordan indenrigstrafikken kan styrkes.

”Jeg vil gerne takke alle lufthavne og deltagerne på møderne for, at vi har fået alle disse indspil til, hvordan luftfart kan bidrage til at binde Danmark bedre sammen – og bedre sammen med resten af verden. Det er nogle interessante forslag, som vi skal have undersøgt nærmere, og jeg er sikker på, at de kan bidrage til det igangværende arbejde med luftfartsstrategien”, siger Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

På konferencen kan blandt andre høres Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, adm. direktør i Københavns Lufthavne A/S Thomas Woldbye samt en række andre oplægsholdere og politikere diskutere, hvordan vi styrker indenrigstrafikken i Danmark.

De tre grundlæggende spørgsmål konferencen vil behandle er den samfundsøkonomiske værdiskabelse af indenrigsluftfarten samt hvordan indenrigsluftfarten kan binde Danmark bedre sammen og bedre sammen med resten af verden.

Herunder er katalogets fem anbefalinger til politisk handling, og de fire anbefalinger til hvordan lufthavnene sammen kan styrke indenrigstrafikken.

Anbefalinger til styrket indenrigstrafik