Sønderborg rykker tættere på CPH og San Francisco

Man skal kunne nå hele verden fra Sønderborg. Det er ambitionen og tanken bag en kampagne, der skal vise hvor nemt og hurtigt det er at flyve via København og ud i verden. Tjek ind i Sønderborg og hent din kuffert i San Francisco.   

14.09.2016

35 minutter. Det er rejsetiden fra Alsie Express matsorte ATR-72-500 maskine triller ud på startbanen i Sønderborg til man som passager lander i Københavns Lufthavn.

"For få sønderjyder ved, hvor hurtigt og enkelt det er, at komme her fra Sønderborg til København - og dermed hvor nemt det er at flyve videre med en af de 156 direkte ruter fra København og videre ud i verden. Kort sagt er det muligt for sønderjyderne, at nå hele verden herfra," fortæller direktør i lufthavnen, Christian Berg.

En kampagne med glimt i øjet
Sammen med Københavns Lufthavn har Sønderborg Lufthavn derfor lanceret en kampagne, der skal vise, hvor nemt det f.eks. er at komme fra Sønderborg til San Francisco - en kampagne, der med glimt i øjet byder på alt fra cikader og svipture til et sjovt arrangement i lufthavnen mandag den 19. september.

"Samarbejdet mellem Sønderborg og København er ekstra aktuelt, da regeringen i disse måneder arbejder med at skabe en national strategi for luftfart, der kan binde landsdelene sammen og sikre mobilitet og dynamik i hele Danmark. Og i den sammenhæng spiller vores lokale flyselskab Alsie Express naturligvis en helt afgørende rolle for Sønderjylland," siger Christian Berg

Indenrigsflyvning er Jyllands svar på metroen
Hos Alsie Express bakker direktør Lone Koch fuldt op om kampagnen - og ambitionen om at binde Sønderjylland tættere sammen med resten af verden.

"Der er mange fordele ved at benytte Københavns Lufthavn som første destination på en effektiv udenrigsrejse. Københavns Lufthavn er et rigtig godt transit-sted, for rejser der starter i Jylland, " siger Lone Koch, der på indenrigsflyvningens vegne har store håb for fremtiden:

"De hurtige flyforbindelser mellem provinsen og København skal gennem mange daglige afgange på sigt gøre indenrigsflyvninger til Jyllands svar på metroen," siger Lone Koch.

Afgørende for lokal udvikling
Erhvervsudvalgsformand i Sønderborg Kommune, Ole Wandahl Stenshøj, glæder sig over, at der med kampagnen stilles skarpt på indenrigsflyvningens betydning for udviklingen i landsdelene:

"Den faste rute til København er med til at sikre vores erhvervsliv gode rammebetingelser og en fleksibel og effektiv transport. Lufthavnen gør det muligt for vores virksomheder at komme hurtigt ud i verden, og spiller derfor en afgørende i forhold til at skabe vækst og arbejdspladser i Sønderborg Kommune."

Kom hurtigt ud i verden
I Københavns Lufthavn kalder kommunikationschef Rasmus Winther indenrigsflyvningen en vigtig del i infrastrukturen i Danmark.

"Gode flyforbindelser mellem landsdelene skaber sammenhængskraft, vækst og udvikling i hele Danmark. Hvis virksomhederne skal klare sig i den globale konkurrence er det afgørende, at vi hurtigt kan komme ud i verden - og at kunderne hurtigt kan flyve til Sønderjylland og resten af Danmark. Og så skal ferierende sønderjyder naturligvis også have let ved at flyve ud i verden," siger Rasmus Winther

Han fremhæver at Københavns lufthavn ligger blot 35 minutters flyvning fra Sønderborg, mens det tager cirka to timer at køre til f.eks. lufthavnen i Hamborg.

     FAKTA

  • Københavns Lufthavn er fra 1925. Med 26,6 millioner passagerer sidste år og 156 direkte ruter, heraf 32 til fjerne rejsemål, er det Nordeuropas vigtigste trafikknudepunkt.
  • Sønderborg Lufthavn blev indviet i 1968. På hverdage er der fem daglige afgange til og fra København med Alsie Express. I weekenden en daglig. Dertil privat- og business flyvning samt lidt charter i sæsonen.
  • Fra Sønderborg kan man tjekke sin kuffert direkte ind til f.eks. San Francisco eller de mange andre destinationer som Alsie Express kan tilbyde via aftaler med flyselskaberne SAS, Finnair, Qatar Airways, KLM og Air France.
  • F.eks. har SAS flere hundrede daglige direkte afgange fra København til Skandinavien, Europa og fjerne rejsemål som f.eks. San Francisco, Miami, New York, Tokyo og Shanghai.
  • Hvis man skal rejse med andre flyselskaber til f.eks. Santorini eller San Juan kan man som passager hurtigt selv tjekke sin kuffert ind i København.