Folkemødet starter i Københavns Lufthavn

Skal du flyve til årets folkemøde, kan du i år se frem til at mærke lidt af den særlige folkemødestemning allerede i lufthavnen. Under overskriften ”Folkemødet starter her” omdannes gate A11 til A17 til folkemødeområde, hvor alle afgange mod Bornholm samles. Det hele arrangeres i samarbejde med Folkemødets sekretariat for at give de rejsende en god start på årets Folkemøde.       

14.06.2016

På en normal torsdag i sommerperioden er der otte afgange fra Københavns Lufthavn til Bornholm, men når Folkemødet løber af stablen har Danish Air Transport (DAT) og SAS sat ekstra kapacitet ind. Alene på Folkemødets første dag, den 16. juni, er der hele 22 afgange med plads til flere end 2.500 passagerer. I løbet af folkemødets fire dage forventer vi godt 10.000 rejsende tur/retur mellem København og Bornholm.

For at give de mange rejsende en god start på Folkemødet har Københavns Lufthavn og folkemødesekretariatet samarbejdet om at lave et folkemødeområde i lufthavnens finger A, hvor alle afgange og ankomster til og fra Bornholm samles. Her vil der på udvalgte tidspunkter blive serveret kaffe. Der vil komme musikalske indslag. Og der vil som altid være mulighed for afslapning inden rejsen går mod Bornholm:

”Vi vil gerne give alle de rejsende en god start på Folkemødet, og derfor har vi i samarbejde med folkemødesekretariatet lavet et særligt Folkemødeområde. Her byder vi Folkemødets deltagere på en kop kaffe og området er indrettet med caféborde og loungeområde, hvor man enten kan se på vores udbygningsplaner, forberede sig på debatterne eller måske tyvstarte på diskussionerne sammen med de andre rejsende”, forklarer Henrik Peter Jørgensen, der er kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn.

Arrangørerne bag Folkemødet er glade for folkemødeområdet og muligheden for at møde folkemødedeltagerne allerede inden de lander på Bornholm:

”Mange af vores deltagere flyver til og fra Bornholm i dagene under Folkemødet, og derfor er vi selvfølgelig glade for, at der til lejligheden bliver gjort lidt ekstra ud af det. Idéen er, at vi flytter lidt af den særlige folkemødestemning til lufthavnen, og at der både vil være mulighed for afslapning og for at tyvstarte på debatterne. Forhåbentligt tager deltagerne godt imod initiativet”, uddyber folkemødets festivalleder Jette Lykke.

Er man i tvivl om, hvordan man finder folkemødeområdet, er der ingen grund til at fortvivle. Lufthavnen har opstillet særlig skiltning, der viser de rejsende vej fra sikkerhedskontrollen og direkte til de udvalgte Folkemøde-gates, og vi opfordrer Folkemøde-deltagerne til at komme i god tid:

- Folkemødet falder sammen med nogle af de helt store rejsedage, hvor vi forventer at flere end 100.000 rejser gennem lufthavnen alene på torsdag. Derfor er det vigtigt, at man forbereder sig godt hjemmefra og eksempelvis pakker sin håndbagage rigtigt og kommer i god tid, siger Henrik Peter Jørgensen.

Fakta om folkemødet i lufthavnen:

Når Folkemødet løber af stablen torsdag den 16. juni til søndag den 19. juni er det forventet, at godt 10.000 passagerer vil tilbagelægge de omtrent 30 minutters flyvetur imellem København og Bornholm.

Den største rejsedag imellem København og Bornholm er torsdag d. 16. juni, hvor ca. 2.500 passagerer lader sig transportere på ruten. Men allerede onsdag begynder rejseaktiviteten med godt 1.000 passagerer.

Torsdag d. 16. juni spiller ”Copenhagen Jazztrio” i folkemødeområdet fra kl. 11.00 til 12.30, mens ”Det danske pigekor” synger fra 18.00 til 19.00.

Fredag d. 17. juni optræder en violinist og en cellist fra 6.45 til 8.00, mens ”Copenhagen Jazztrio” går på igen fredag fra 10.00 til 11.30.

Se mere om folkemødet her