18.09.2017

Roskilde kåret til bedste business lufthavn

Hvor får direktører og forretningsfolk fra Europa, Rusland og Mellemøsten den bedste service, når de rejser til møder i private business jets? Svaret er Roskilde Lufthavn. 

Efter flere år i top ti har magasinet European Business Air News i år kåret Roskilde Lufthavn som bedste business lufthavn blandt 400 konkurrenter i Europa, Mellemøsten, Rusland og Afrika.

”En placering i top 10 har været et fantastisk resultat for Roskilde. Så vores placering i år som den bedste er ganske enkelt verdensklasse,” siger lufthavnschef Lars Lip.

Roskilde tilbyder udover personlig service, vip-lounge, lynhurtig check-in og ankomst også en masse ekstra for piloterne som f.eks. værksteder, hvilerum for besætninger og ikke mindst gode og skarpe priser på brændstof.

1.800 business operationer
Hvert år lander og letter 1.800 private business jets fra lufthavnen seks kilometer uden for Roskilde.

”Noget af det nye vi tilbyder kunderne er at blive kørt nærmest direkte til flyet,” fremhæver Lars Lip som et eksempel på, at det er god service, der gør den store forskel for den lille lufthavn.

”Vores terminal og faciliteter, kan jo ikke rigtig matche konkurrerende business lufthavne som f.eks. Farnborough, München eller Geneve. Så vi har satset ekstra skarpt på god og personlig service – og det har vores dedikerede personale virkelig leveret. Så vi er på godt sjællandsk ganske stolte” siger lufthavnschef Lars Lip.

Succes for Roskilde
På Rådhuset i Roskilde kalder borgmester Joy Mogensen(S) kåringen vigtig for kommunen og hele regionen.

”Det er rigtig godt gået, at Roskilde Lufthavn er nummer ét, når det kommer til at give en god service til forretningsfolk på farten. Erhvervslivet I Roskilde Kommune har brug for både investeringer udefra og en nem og hurtig adgang til eksportmarkederne. Det er derfor vigtigt, at vores lokale lufthavn leverer varen. Og det gør den nykårede verdensmester,” siger borgmester Joy Mogensen.

Uhøjtidelig stemning og høj service
Det er businessjet piloterne fra tre verdensdele, der har rated lufthavnen. En af de tilfredse kunder er General Manager Carsten Vistisen fra Joinjet:

”Roskilde har en fleksibilitet, der adskiller sig fra mange af de andre lufthavne, vi kommer i. Vi kan vælge, om vi vil have den lille eller store handling-pakke, alt efter hvad behovet er. Det er meget hurtigt og effektivt at komme gennem lufthavnen og stemningen er afslappet, venlig og imødekommende. Det betyder meget for piloterne, at de kan slappe af, når de er der og oplever stedet som uhøjtideligt samtidig med, at serviceniveauet er højt,” siger Carsten Vistisen. 

Skaber 300 arbejdspladser
Fra oprindeligt at skulle have været en lufthavn med ruteflyvninger, er Roskilde Lufthavn i stedet udviklet til en business lufthavn i verdensklasse - og et godt hjemsted for privat- og skoleflyvninger.

Selve virksomheden Roskilde Lufthavn har 36 ansatte. Dertil kommer cirka 25 virksomheder med omkring 300 ansatte.

“Vi er på den måde en af Sjællands større, private arbejdspladser,” siger Lars Lip.

FAKTA

  • Lufthavnen har 36 medarbejdere og huser cirka 25 virksomheder med 300 ansatte
  • Ejes af Københavns Lufthavne A/S
  • Kåret til bedste business-lufthavn i Europa, Mellemøsten, Afrika og Rusland i 2016 i kategorien FBO – Fixed-Based Operator (håndtering af business jets)
  • 68.000 operationer sidste år med især privat-flyvninger, skole-flyvninger og helikopteroperationer
  • Hjemsted for en række flyskoler som leverer piloter til såvel fly som helikoptere
  • Redningshelikopteren EH 101 - Search And Rescue beredskabet Eskadrille 722 har base i Roskilde