18.09.2017

Fremtiden flytter ind i lufthavnens Finger C

Verden er blevet mindre. På 10 år er antallet af lange ruter fra København og ud i verden fordoblet til 33. Og flere er på vej. I dag var der officiel indvielse af den markante 270 millioner kroners udbygning af Finger C, der skal skabe plads til væksten. Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt klippede snoren. 

Den 270 millioner kroner store udbygning af Finger C er en vigtig del af CPH’s plan om at vokse de kommende årtier fra 25-40 millioner passagerer årligt og skaffe endnu bedre tilgængelighed til Danmark. Det er afgørende for væksten og jobskabelsen i hele landet.

Siden 2005 er antallet af direkte interkontinentale destinationer fra CPH vokset fra 16 til i dag 33, og flere er på vej. Dermed får danske virksomheder og ferierejsende bedre adgang til vigtige vækstmarkeder og eksotiske feriedestinationer.

Samtidigt får udenlandske forretningsrejsende og feriegæster endnu bedre muligheder for at komme til Danmark.

Transportminister: Flot af Danmark
”Det er flot for et lille land som Danmark, at vi kan tiltrække så meget trafik. De ganske mange lange ruter til København betyder, at der i dag er direkte adgang til tre fjerdedele af verdens BNP. Den tilgængelighed er noget, eksportvirksomheder fra hele Danmark efterspørger.

Det er dog vigtigt, at vi husker, at der skal være en god og hurtig tilgængelighed for alle kundegrupperne i lufthavnen. Både dem på de lange ruter og indenrigspassagererne,” siger transport – og bygningsminister Hans Christian Schmidt.

I de nye højmoderne omgivelser med store skærme og 6.300 kvadratmeter til passagerer og teknik trak ministeren også spor tilbage i tiden.

”Her til april i år fyldte Københavns Lufthavn 90 år, så man kan roligt sige, der er sket en del, siden dengang en flok får passede græsbanerne her uden for de store vinduer,” bemærkede Hans Christian Schmidt.

Flyruter skaber jobs i hele Danmark
Københavns Lufthavns administrerende direktør Thomas Woldbye kvitterede med oplysningen om, at der i 1939 rejste 70.000 passagerer igennem lufthavnen – lidt færre end hvad der i 2015 rejser igennem lufthavnen hver eneste dag.

”Og ambitionen er at vokse videre i de kommende årtier til 40 millioner passagerer. Det vil kræve fortsat massive investeringer,” understregede Thomas Woldbye.

En analyse fra Oxford Research, baseret på samme regnemetode som den britiske regering har brugt i London, viser, at hvis det lykkes CPH at vokse fra 25 til 40 millioner passagerer årligt, vil det skabe og fastholde 84.000 jobs – mere end halvdelen af dem uden for region Hovedstaden.

”Konkurrencen i Europa om flyruter og passagerer er benhård. Derfor skal vi i lufthavnen være så dygtige og attraktive, at danske virksomheder og ferierejsende og f.eks. svenskere, nordmænd og nordtyskere vælger at flyve fra eller via CPH ud i verden, ” sagde Thomas Woldbye.

Dansk design og passager nudging
For passagerne kommer Finger C syd også til at betyde nye oplevelser med ekstra meget lys, luft og dansk design – helt tæt på flyene - tegnet af arkitektfirmaet Schmidt, Hammer & Lassen.

Placeringen af de 670 Arne Jacobsen Syverstole i loungen er udvalgt på baggrund af Nudging-studier, der afdækker hvordan enkel og intelligent indretning og design kan påvirke de rejsendes adfærd.

Stolene er placeret i hyggelige små grupper, i stedet for traditionelle lange rækker. De polstrede stole med armlæn er inderst, så man sætter sig der først. Samlet giver det en langt bedre udnyttelse af pladsen.

”Nudging principperne skal også bruges til boarding. Store infoskærme oplyser f.eks. hvornår hvilke sæderækker åbnes for boarding, og hvornår man skal gå helt hen til gaten. Det vil give kortere køer og en mere afslappet boarding, ” forklarede Thomas Woldbye.

Fakta om Finger C Syd udbygningen
• Brutto 6.300 m2 fordelt på tre plan i 100 meters længde. Pris 270 millioner kroner.
• Tre brobetjente gates de største fly som Boeing 747 og 777 og Airbus 380
• Passagerområdet er en åben lounge med plads til 1.360 passagerer
• I loftet er der 250 store, runde lamper – inspireret af de ikoniske ovenlys vinduer i Terminal 2
• Loungen er indrettet med 670 Arne Jacobsen syverstole og andre danske design kendinge.
• Store skærme overalt i loungen vil give meget mere præcis info om hvornår, man skal boarde sit fly
• De høje glaspartier i midten af bygningen giver frit udsyn til fly
• Finger C blev også udvidet i 2012 med 4.500 m2.
• Bygningen er tegnet af MOE og arkitektfirmaet Schmidt, Hammer & Lassen
• Jakon A/S har stået for byggeriet mens Brd. Hedegaard har udført standpladser og fundamenter.