18.09.2017

Lettere at finde vej i lufthavnen

Det er blevet lettere at være passager i Københavns Lufthavn. En ny skiltning er tilpasset de rejsendes behov, og der er skabt sammenhæng mellem digitale og faste skilte. Design- og brandingbureauet Kontrapunkt står bag den nye skiltning, der er udført i forbindelse med den markante om- og udbygning af Terminal 2.  

Køer, flaskehalse, uklar skiltning og for mange mennesker på for små arealer. Sådan har oplevelsen været for flere rejsende på de travleste dage ved check-in-områderne i Københavns Lufthavn takket være et støt stigende passagerantal. Alene denne sommer forventer lufthavnen at sætte rekord med flere end 6,6 mio. rejsende.

Efter endt om- og udbygning af den østlige del af Terminal 2 er der kommet 1.400 m2 mere til, og det har løst udfordringerne med den trange plads. I forbindelse med ombygningen har Københavns Lufthavn endvidere indført en ny type skiltning, der skal lette vejen igennem lufthavnen.

”Vi arbejder hele tiden på at gøre det lettere for passagererne at finde rundt i lufthavnen, og eftersom vi er i vækst og dermed hele tiden bygger ud, har der været behov for at gentænke skiltningen, så navigationen er blevet mere enkel og intuitiv,” fortæller Københavns Lufthavns passagerchef Marie-Louise Lotz.

Rolig start på rejsen

”Det handler om at give passagererne størst mulig kontrol over situationen fra de ankommer, til de er ved sikkerhedskontrollen. De får en rolig start på rejsen, føler sig godt informeret og oplever en ny lufthavn med overskud og mere plads”, siger Lars Larson, partner og senior projektleder hos design- og brandingbureauet Kontrapunkt, der vandt opgaven om en mere enkel og effektiv information og wayfinding, der får passagererne hurtigere gennem lufthavnen.

Passager-flowet er efter endt ombygning spredt ud over større arealer, krydsende flow er minimeret, og de rejsende har fået lettere adgang til check-in automaterne. Desuden dækker løsningen også forbedret skærmlayout af den digitale skiltning. Med andre ord er risikoen for kø og propper blevet mindsket.

Skiltning understøtter selvbetjening

”Selvbetjening bliver mere og mere udbredt hos de rejsende, og i dag benytter halvdelen af passagererne automaterne i lufthavnen til check-in. Det er en udvikling, vi bakker fuldkommen op, fordi vi samtidig kan se, at selvbetjente rejsende er de mest tilfredse passagerer. Udviklingen betyder også, at passagererne er i personlig kontakt med færre ansatte i lufthavnen end tidligere, og derfor er det i dag endnu vigtigere, at skiltningen er enkel og letforståelig,” siger Marie-Louise Lotz.

Kontrapunkts løsning bygger videre på Per Mollerups prisbelønnede, ikoniske skiltning i Københavns Lufthavn, som nu er tilpasset de nye, ændrede behov. Designbureauet har lagt vægt på at skabe en stærk visuel og fysisk sammenhæng mellem de nye digitale skilte og de faste skilte. Med en enkel logik er designprincipperne fra de faste skilte overført til de digitale, og resultatet er et samlet identitetsbillede af wayfinding i lufthavnen.

”Læsbarhed, animationer og farver på både faste og digitale skilte er optimeret, og informationen er gjort mere enkel og overskuelig. Derudover er placering og indholdet af alle skilte strømlinet, og i det hele taget gjort lettere at forstå. Vi har fokuseret på, at passagerne får informationerne i den rigtige rækkefølge og på de relevante steder på deres rejse gennem lufthavnen”, siger Linda Korndal, arkitekt og designer hos Kontrapunkt.

Om Kontrapunkt
Kontrapunkt er et strategisk design- og brandingbureau, der har over 60 ansatte med forskellige kompetencer inden for design, strategi, kommunikation, web, indretning og implementering.

Kontrapunkt har gennem 27 år markeret sig som et af Skandinaviens førende designbureauer og har udviklet visuelle identiteter og strategi for flere kunder inden for infrastruktur som bl.a. Billund Airport, DSB, Bergen Bybane, Midttrafik, TUS , Aarhus Letbane, Oslo Metro & Sporvognsdrift og Movia.


Lars Larson, partner og senior project manager, Kontrapunkt
Mob.: +45 51 30 01 72

www.kontrapunkt.com