Flere afgange på ruten Sønderborg-København

Fra den 18. februar indsætter DAT flere afgange i ruteprogrammet på flyruten Sønderborg-København. 

05.02.2013
"Vi har oplevet stigende efterspørgsel på flere afgange i vores ruteprogram. Fra den 18. februar øger vi frekvensen om fredagen fra både Sønderborg og København - og supplerer med en ekstra afgang fra Sønderborg til København søndag aften. Det betyder, at det ugentlige antal flyvninger på ruten bliver forøget med i alt fire afgange," fortæller Lars Høeg, Managing Director og medejer i DAT. 

Det er ikke altid helt nemt at ændre i et bestående ruteprogram, men ved at stationere et fly i Sønderborg er det lykkedes at få det nye puslespil til at gå op.

Et vigtigt skridt

”Vi arbejder kontinuerligt på at bringe dansk indenrigs tilbage til det niveau, vi havde før Cimber Sterlings konkurs, og DAT’s ekstra frekvenser på Sønderborg er endnu et skridt i den rigtige retning,” siger ruteudviklingschef Ole Wieth Christensen, Københavns Lufthavn.

Lufthavnschef i Sønderborg Anders Sørensen er også glad for det nye tiltag:

"Lufthavnen ønsker selvfølgelig, ligesom DAT, det bedst mulige ruteprogram for passagererne. Derfor er vi meget glade for de nye flyvninger, og vi håber, at passagerne vil tage godt imod det nye tilbud."

DAT arbejder også på en revurdering af tidspunkterne for morgen- og eftermiddagsafgangene samt for den sene aftenafgang.

"Det handler om at tilpasse tiderne, så de harmonerer bedst med kundernes behov, herunder også dem, der rejser videre til andre destinationer. Jeg regner med, at vi kan offentliggøre eventuelle justeringer inden for kort tid," slutter Lars Høeg.