SAS åbner til San Francisco og udvider til New York

Fra 8. april 2013 flyver SAS seks gange om ugen direkte fra Københavns Lufthavn til San Francisco på den amerikanske vestkyst. Samtidig øger SAS fra København til New York med tre yderligere afgange om ugen.  

05.07.2012

Så er København og Danmark igen direkte forbundet med Californien og den amerikanske vestkyst. SAS har besluttet at styrke sin position i det vigtige og voksende nordamerikanske marked, hvor selskabet allerede har direkte fly fra CPH til Chicago samt New York og Washington på østkysten.

Men Vestkysten har manglet en direkte rute fra København og Skandinavien.  Den kommer nu til glæde og gavn for ikke mindst de mange nordiske og internationale virksomheder, der har efterspurgt en hurtig og direkte forbindelse til vestkysten.

”Vi har igennem længere tid oplevet et stort behov for at kunne komme direkte til vækstområdet i San Francisco. SAS går efter at servicere de markeder, hvor der er stor efterspørgsel fra nordiske rejsende og rejsende til Norden,” siger Per Møller Jensen, vice president marketing og Eurobonus i SAS.

En attraktiv lufthavn

”San Francisco har en virkelig attraktiv lufthavn og er det bedste udgangspunkt til den amerikanske vestkyst, hvor kunderne får mulighed for at nå mange andre destinationer i Star Alliance netværket,” siger Per Møller Jensen.

Fra San Francisco vil SAS partner United Airlines tilbyde mange forbindelser videre til USA’s vestkyst, men også til en lang række andre destinationer i stillehavsområdet.

Sammen med den nye rute til San Francisco kan SAS også offentliggøre en udvidelse af ruten til Newark i New York fra København. Fra 1. april 2013 flyver SAS to gange dagligt tre af ugens syv dage. SAS flyver i forvejen dagligt til New York.

Højst på CPH’s ønskeliste
For Københavns Lufthavn har en direkte rute til San Francisco og den amerikanske vestkyst stået højest på ønskelisten gennem flere år.

”København og hele Nordeuropa har virkelig manglet en direkte rute til vestkysten i USA. Så det er på alle måder en fantastisk god nyhed, at SAS nu åbner en rute til San Francisco,” siger Carsten Nørland.
”Vi er sikre på, at det bliver en succes – ikke blot for SAS og for erhvervslivet i Danmark og Norden – men også en succes for Købehavns Lufthavn. En direkte rute til den amerikanske vestkyst er en markant styrkelse af Københavns Lufthavns position som nordeuropæisk trafikknudepunkt,” understreger Carsten Nørland.

Markedsfører Danmark
De to ruteinitiativer fra SAS kommer til at gavne nordisk import og eksport og har været stærkt efterspurgt af erhvervslivet og fritidsrejsende, understreger Wonderful Copenhagen.

“San Francisco har stået højt på listen over forbindelser, hvor en direkte rute vil kunne øge tilgangen af erhvervsfolk og feriegæster fra den amerikanske vestkyst. Med SAS’ satsning på San Francisco og øgning af flyvningerne til New York, forventer vi, at man allerede i løbet af 2013 kan se øget vækst fra det amerikanske marked,” siger Ole Andersen, salgs- og marketingdirektør i Wonderful Copenhagen.

Wonderful Copenhagen er medejer af projektet Global Connected, som støtter initiativer, der kan trække flere interkontinentale ruter til Danmark. Det har haft stor betydning for SAS’ beslutning, fortæller Per Møller Jensen, vice president marketing og Eurobonus i SAS

“Støtten fra Global Connected giver ruten et godt afsæt. SAS får flere muligheder for at komme stærkt ud på det amerikanske marked og trække turister og erhvervsfolk til Danmark. Derfor er samarbejdet en vigtig parameter, når vi tager beslutning om åbning af en destination som San Francisco,” siger Per Møller Jensen.

FAKTA OM CPH-SAN FRANCISCO

  • Det er første gang, at SAS flyver til San Francisco. Ruten starter 8. april 2013
  • Ruten skal flyves med en Airbus 340-300, som er det største fly i SAS flåde med 245 sæder fordelt på 3 serviceklasser, Business, Economy Extra og Economy Class. Der er 6 ugentlige afgange fra København til San Francisco.
  • SAS er det eneste selskab som flyver direkte København-San Francisco og forventer ca. 125.000 årlige passagerer på ruten. Ud af disse vil 55 % komme fra Norden og 10 % fra Europa. De resterende 35 % skal komme fra USA.