Victoria’s Secret slår dørene op i Københavns Lufthavn

I dag åbner den verdensberømte amerikanske undertøjskæde Victoria’s Secret for hemmelighederne i Københavns Lufthavn. Det er den første af to nye butikker, hvor beauty-produkter og accessories vil udgøre størstedelen af sortimentet, som også tæller brandets populære ’glamour panties’.  

18.10.2012

Make-up, parfumer, bodycare-produkter, tasker, solbriller, punge og et udvalg af Victoria’s Secrets populære glamour-trusser er blot nogle af de ting, passagererne i Københavns Lufthavn fremover kan få fingrene i. I dag slår Victoria’s Secret nemlig dørene op til et univers af luksus og selvforkælelse i lufthavnens Terminal 2.

”I Københavns Lufthavn har vi en ambition om at skabe ekstraordinære shopping-oplevelser, som de rejsende kan tage med sig ud i verden, og åbningen af Skandinaviens to første Victoria’s Secret Beauty & Accessories-butikker passer perfekt ind i vores strategi. Indretningen med sort kirsebærtræ og gigantiske foto- og videovægge gør butikken til en oplevelse i sig selv,” siger salgs- og markedsdirektør i Københavns Lufthavne, Carsten Nørland. 

Unikt i Skandinavien
Victoria’s Secrets unikke udvalg af beauty-produkter og accessories forhandles udelukkende i Beauty & Accessories-konceptbutikkerne, og de to butikker i Københavns Lufthavn bliver de første af sin slags i Skandinavien. Hvad enten man er på jagt efter den perfekte gave til veninden eller blot på udkig efter selvforkælelse, har Victoria’s Secret Beauty & Accessories svaret.

Foruden beauty-produkterne og de verdensberømte parfumer byder konceptet på et bredt udvalg af brandets kosmetikpunge, tasker, armbånd og luksuriøse lædervarer. Til rejseentusiasterne er der lækkert rejsetilbehør, fx lækre mapper til rejsedokumenter og pasomslag – alle i Victoria’s Secrets karakteristiske prangende designs og materialer.

Victoria’s Secret Beauty & Accessories åbner endnu en butik i Københavns Lufthavns Terminal 3 i løbet af oktober 2012. 

Om Victoria’s Secret:
Victoria’s Secret er en af verdens førende forhandlere af lingeri, skønhedsprodukter og accessories. Specielt i USA er brandet kendt for sine kosmetikprodukter og parfumer, særligt den prisvindende ’Victoria’s Secret Bombshell’. De fleste kender også Victoria’s Secrets opsigtsvækkende modeshows, som er spækket med supermodeller. Victoria’s Secret hører under Limited Brands-koncernen (NYSE:LTD) og har flere end 1000 butikker på verdensplan. Victoria’s Secret Beauty and Accessories-butikkerne i Københavns Lufthavn drives af selskabet Agora Trading.