18.09.2017

Ny SAS-rute til Wroclaw i Polen

SAS har åbnet endnu en rute til Polen og flyver nu fire gange om ugen fra København til Wroclaw – Polens fjerde største by. Dermed flyver SAS direkte til fire byer i Polen fra Københavns Lufthavn.  

”Polen er en vigtig samarbejdspartner for Danmark og det niende største eksportmarked for danske varer. For danske virksomheder er det afgørende at have adgang til gode og hyppige flyforbindelser til Polen. Da Wroclaw er en vigtig industriby, vil danske forretningsfolk have stor glæde af den nye rute, som samtidig styrker Københavns Lufthavns position som et nordeuropæisk knudepunkt,” siger ruteudviklingschef Ole Wieth Christensen, Københavns Lufthavne.

En række internationale virksomheder er etableret med produktion, udvikling og andre aktiviteter i Wroclaw – heriblandt Volvo, Toyota, Bosch, LG Electronics, 3M, HP og Whirlpool, ligesom byens teknologipark rummer adskillige IT-, bioteknologi-, og medicinalselskaber.

En værtsby for EM i fodbold
Den historiske by tiltrækker også mange turister by og for fodboldinteresserede er åbningen af ruten også en god nyhed. Næste år er Wroclaw en af værtsbyerne under EM i fodbold.

"Vi er glade for, at vi nu kan tilbyde en direkte forbindelse til en af de byer i Centraleuropa, der har mest fart på væksten. Wroclaw er både højteknologi og smuk arkitektur, og vi ser frem til at byde vores kunder velkommen om bord," siger Per Møller Jensen, vice president, Brand, Marketing & EuroBonus i SAS.   
 
42 afgange til Polen om ugen
SAS flyver til Wroclaw fire gange om ugen – mandag, onsdag, fredag og søndag – med afgang fra København kl. 11:15, og afgang fra Wrocław kl. 13:00. Turen til Wroclaw tager en time og 20 minutter, og ruten betjenes med fly af typen CRJ200 med plads til 50 passagerer.
 
I alt har SAS nu 42 ugentlige afgange til Polen fra Københavns Lufthavn. Foruden Wrocław flyver selskabet også til Warszawa, Gdansk og Poznan fra København.