18.09.2017

CPH: Massive luftfartsrelaterede investeringer fortsætter

Avisartikler om manglende luftfartsrelaterede investeringer er uden hold i virkeligheden. Københavns Lufthavns investeringer i infrastrukturen er 12 gange højere end de kommercielle investeringer. Samtidig er passagertilfredsheden historisk høj, og lufthavnen høster fortsat international anerkendelse.  

En række artikler i dagbladet Politiken har i de seneste dage forsøgt at så tvivl om Københavns Lufthavns aeronautiske investeringer, dvs. luftfartsrelaterede investeringer i lufthavnens infrastruktur. Københavns Lufthavn investerede sidste år 712 mio. kr. i sin infrastruktur til gavn for både flyselskaber og passagerer, hvilket er 12 gange mere end lufthavnen investerede i de kommercielle aktiviteter i shopping centret.

”I 2010 investerede Københavns Lufthavn i alt næsten 775 mio. kr., og heraf var hele 712 mio. kr. aeronautiske investeringer, og det er tankevækkende, at en såkaldt ekspert i luftfart tilsyneladende ikke kender til den historisk vigtige takstaftale, som vi forrige år indgik med flyselskaberne. Ifølge den aftale er Københavns Lufthavn forpligtet til hvert år at investere minimum en halv mia. kr. i infrastrukturen,” siger Henrik Gürtler, bestyrelsesformand, Københavns Lufthavne A/S, der understreger, at de planlagte investeringer for 2011 følger samme mønster.

Højt investeringsniveau bærer frugt
Politiken hævder desuden, at passagertilfredsheden i Københavns Lufthavn er i bund, fordi serviceniveauet er faldet og priserne hævet.
 
”Vi interviewer ca. 10.000 passagerer hvert år om deres tilfredshed med lufthavnen, og senest i februar i år svarede 97 procent af de afgående passagerer, at de var tilfredse. Og selvom Politiken muligvis synes at avisen, en enkelt klidkiks og en kildevand burde være rigeligt til ventetiden, er det faktisk sådan, at indkøbsmuligheder og valgmulighed, når det gælder mad og drikke, spiller en væsentlig rolle for passagerernes tilfredshed,” siger Henrik Gürtler og tilføjer:

”Vi har gennem de seneste år kæmpet en tæt kamp med Oslo lufthavn om at være bedst i Norden – både hvad angår effektivitet og passagertilfredshed. Og det er derfor interessant at konstatere, at den fuldt statsejede norske lufthavn henter en større del af sine indtægter fra de kommercielle aktiviteter end os,” siger Henrik Gürtler.

Så sent som onsdag i denne uge fik Københavns Lufthavn sin seneste internationale pris, da lufthavnen blev kåret til bedste lufthavn i Nordeuropa – foran Helsinki og Oslo – ved ”World Airport Award”, der bliver uddelt af den internationale organisation SkyTrax. I samme undersøgelse er Københavns Lufthavn rangeret som verdens 10. bedste lufthavn.