iPhone applikation med banebrydende teknologi viser vej gennem lufthavnen

Når Københavns Lufthavn inden for de kommende uger opdaterer sin iPhone applikation i Apples App Store er det med en ny, innovativ augmented reality-teknologi. Københavns Lufthavn har, som den første lufthavn i verden, indarbejdet augmented reality i sin iPhone applikation, så teknologien bruges som ”vejviser” indendørs i selve terminalerne. Mange kender teknologien fra andre apps til udendørs brug, hvor telefonen fungerer som redskab til at orientere sig med. Det samme kan man snart med CPH’s iPhone app, som viser vej gennem terminalerne i lufthavnen.  

28.03.2011

Det skal være nemt at orientere sig i lufthavnen. Det giver en mere stressfri rejse og en bedre oplevelse i lufthavnen. Det viser blandt andet de mange interviews, som Københavns Lufthavn løbende foretager med passagererne. For netop at sikre at passagererne føler sig velinformeret om eksempelvis gangafstanden til gaten, at de kender vejen til den nærmeste kaffebar og nemt kan bestille parkering har Københavns Lufthavn nu opdateret den CPH iPhone applikation, som blev lanceret i sommeren 2010. Applikationen kan downloades i App Store

Med den nye app kan man ”scanne” terminalerne for informationer med sit iPhone kamera, der vil affotografere interessepunkter som butikker, restauranter og gates og oplyse om, hvor langt der er derhen, og i hvilken retning de ligger.

CPH lige ved hånden
”Vi oplever, at jo bedre passagererne kan planlægge deres tid i lufthavnen, desto mere stressfri og behagelig bliver deres rejse. Vi vil gerne være lige ved hånden og både applikationerne til Android telefoner og iPhones giver passagererne mulighed for at finde aktuel information, når det er relevant for den enkelte. Det kan være på vejen ud til lufthavnen, eller når man opholder sig i selve lufthavnen. Med den nye augmented reality-teknologi i applikationen håber vi at gøre det endnu nemmere og sjovere at orientere sig i lufthavnen,” siger Christian Poulsen, IT direktør i Københavns Lufthavne A/S.

Scanner terminalerne for interessepunkter  
Som den første lufthavn i verden benytter Københavns Lufthavn augmented reality-teknologien i den nye iPhone applikation. En tilsvarende funktion vil sandsynligvis blive introduceret i Android-versionen på et senere tidspunkt, hvis passagererne tager godt imod den nye mulighed. De fleste kender til GPS-positionering med apps som Krak og Google Maps, men da GPS-signalerne ikke går igennem beton og dermed terminalbygningerne, virker denne funktion ikke indendøre. Københavns Lufthavn anvender i stedet lufthavnens fintmaskede Wi-Fi infrastruktur til at foretage en tilsvarende præcis positionering som via GPS.

Angiver fugleflugtslinje
”Oplysningerne er nøjagtige ned til få meter, og vi vil arbejde på at få en mere præcis gangafstand i en kommende version af applikationen,” forklarer Christian Poulsen og fortsætter: ”Vi er ude i en første version af denne nye teknologi og har allerede mange ideer til videreudvikling. Men vi lancerer app’en nu for at få en indikation fra passagererne om, hvorvidt de ligesom vi mener, at dette kan være én af måderne til lettere at finde rundt i lufthavnen”.

Siden juli måned har flere end 100.000 personer downloadet CPH’s iPhone applikation, og den findes i foreløbig tre sprogversioner: dansk, engelsk og svensk.

Fremtidens ”wayfinding”
SITA, der leverer it til luftfartsindustrien globalt, har sammen med Københavns Lufthavn udviklet den nye augmented reality app.

“Denne nye teknologi i Københavns Lufthavn er banebrydende, ikke blot for luftfartsbranchen, men for alle der ønsker at udvikle en augmented reality applikation, der fungerer inde i bygninger. Vores arbejde sammen med Københavns Lufthavn er et stort skridt ind i fremtidens ”wayfinding”, hvor passagererne benytter augmented reality og ikke blot orienterer sig ved hjælp af fysiske skilte. Det giver samtidig en unik mulighed for at yde en bedre service til passagerer i lufthavne – i første omgang i København, som dermed er første lufthavn i verden, der forsøger sig med denne nye teknologi,” siger Jim Peters, der er SITA’s Chief Technology Officer og leder af SITA Lab
 

Augmentet reality-funktionen er udviklet i samarbejde mellem Københavns Lufthavn, det tyske softwarehus Metaio (som har udviklet selve AR kernen), det danske softwarehus Novasa (som står for selve app’en) samt SITA Lab. SITA har udviklet snitfladen mellem CPH’s Wi-Fi infrastruktur og positionsbestemmelsen på iPhonen. SITA Lab, der udgør den forskergruppe, der arbejder med strategisk teknologi hos SITA, har bidraget med luftfartsekspertise til projektet. SITA Lab arbejder både selvstændigt og sammen med flyselskaber og lufthavne og også med virksomheder, der sælger ny teknologi, med henblik på at fremme innovationen i branchen.