CPH: Lavprisvækst højere end europæisk gennemsnit

Københavns Lufthavn havde sidste år næsten seks gange højere lavprisvækst end det europæiske gennemsnit. Den nye lavprisfacilitet CPH Go og et strategisk samarbejde med Norwegian er blandt årsagerne til den massive vækst. 

24.02.2011

Nye tal fra den europæiske sammenslutning af lavpris flyselskaber, ELFAA, viser en stigning på 6,1 procent i antallet af lavprispassagerer på europæisk plan i 2010. I samme periode kunne Københavns Lufthavn mønstre en stigning i antallet af lavprispassagerer på hele 34,3 procent.

Det var primært Norwegian og easyJet, der stod for den massive vækst i Københavns Lufthavn sidste år. Norwegian, som CPH for nylig indgik et strategisk partnerskab med, voksede med 48,8 procent, mens easyJet voksede med 28,4 procent i 2010 og hele 58,7 i 2009.

Imponerende vækst
”Begge selskabers fremgang i København har været imponerende, og easyJets vækst skyldes udelukkende, at vi har bygget vores lavprisfacilitet, CPH Go. Med udsigt til omkring 900.000 easyJet passagerer i år er CPH Go på den korte bane stærkt på vej til at blive en succes, idet vi kommer tæt på at nå vores mål på én mio. passagerer det første år,” siger Ole Wieth Christensen, ruteudviklingschef, Københavns Lufthavn, og tilføjer:

”På længere sigt skal der naturligvis endnu flere passagerer gennem CPH Go for at succesen endegyldigt er i hus. Om det sker i form af flere flyselskaber, der benytter faciliteten, eller fortsat easyJet vækst er underordnet.”

CPH Go årsagen til vækst
Åbningen af CPH Go har været stærkt medvirkende til, at easyJet i 2010 har åbnet to nye ruter ud af København, til Paris og Basel, hvilket bringer selskabet op på otte ruter med op til i alt 12 daglige afgange ud af København. Dermed er easyJet det største ikke-skandinaviske selskab i Københavns Lufthavn.

CPH indgik i efteråret 2010 et strategisk partnerskab med Norwegian, det næststørste flyselskab i Københavns Lufthavn. Det første initiativ i partnerskabet var samling af hovedparten af Norwegian’s trafik på Finger A, hvilket imødekommer selskabets voksende antal af transferpassagerer, forenkler flyselskabets operationer i Københavns Lufthavn samt støtter Norwegians fortsatte vækst i Københavns Lufthavn.

3,8 mio. lavprispassagerer
Lavpristrafikken tegnede sig for 3,8 mio. passagerer i 2010, hvilket svarer til 17,8 procent af trafikken i Københavns Lufthavn, og andelen var stigende hen over året.