18.09.2017

CPH tæt på passagerrekord

Hele 21.501.750 passagerer benyttede Københavns Lufthavn i 2010, hvilket var 9,1 procent flere end året før. Samtidig var det blot ca. 28.000 færre passagerer end i 2008, hvor lufthavnen satte passagerrekord. På en af årets sidste dage rundede Københavns Lufthavn desuden passager nr. 600.000.000 samlet set. 

Det samlede passagerantal i Københavns Lufthavn i 2010 endte på 21.501.750, hvilket betyder, at Københavns Lufthavn blot var 28.266 passagerer fra at sætte passagerrekord.

”Uden askeskyen i april, hvor vi gik glip af ca. 350.000 passagerer, eller den hårde vinter, der påvirkede en række lufthavne, og som resulterede i mange aflysninger til en række europæiske og amerikanske destinationer, havde vi utvivlsomt sat passagerrekord. Det var specielt tilfredsstillende, at Københavns Lufthavn forblev åben trods de kraftige snevejr i december,” siger salgs- og markedsdirektør Carsten Nørland, Københavns Lufthavn, og tilføjer:

”Væksten på 9,1 procent betyder, at Københavns Lufthavn er en af de europæiske storlufthavne, der voksede mest i det forgangne år, og specielt den stærke vækst i indenrigstrafikken og en række nye interkontinentale ruter stiller os stærkt fremadrettet.”

Stærk december
På trods af, at Københavns Lufthavn var påvirket af aflysninger fra andre lufthavne i løbet af de seneste ekstreme sneforhold hele Europa, havde Københavns Lufthavn 1.515.662 passagerer i december, hvilket er en stigning på 9,8 procent i forhold til året før. Den internationale trafik steg med 8,7 procent i december, indenrigstrafikken steg med 18,2 procent, og antallet af transfererende passagerer steg med 8,8 procent.

Samtidig rundede Københavns Lufthavn den 27. december passager nr. 600.000.000 siden lufthavnen åbnede i 1925.