Juli gav passagerrekord i Københavns Lufthavn

Ikke færre end 2.217.290 passagerer gik igennem Københavns Lufthavn sidste måned, og dermed blev juli lufthavnens travleste måned nogensinde. Det er en stigning på 11,3 procent i forhold til samme måned i fjor.  

11.08.2010

De tre sommermåneder juni, juli og august er traditionelt de travleste i Københavns Lufthavn, og med i alt 2.217.290 heraf 1.112.078 afgående passagerer, blev juli 2010 lufthavnens hidtil travleste. Det er ligeledes første gang, at Københavns Lufthavn har flere end 1,1 mio. afgående passagerer på én måned.

”Det er positivt, at vi kan sætte passagerrekord så kort tid efter finanskrisen, og rekorden sætter en tyk streg under vores position som Nordens største lufthavn og vigtigt nordeuropæisk trafikknudepunkt. Vi kan notere fremgang på alle fronter, og ikke mindst de nye interkontinentale ruter til henholdsvis New York JFK, Toronto og Doha samt lavprisselskabernes øgede ruteudbud ud af København, er for alvor med til at trække passagertallet i vejret,” siger salgsdirektør Carsten Nørland, Københavns Lufthavne.

Antallet af udenrigspassagerer steg med 10,1 procent, og antallet af transferpassagerer steg med 11,7 procent. Indenrigstrafikken fortsætter også sin stærke vækst med 26,3 procent flere passagerer end i fjor.

Den hidtidige passagerrekord i Københavns Lufthavn blev sat i juli 2008, hvor 2.135.667 passagerer benyttede lufthavnen. Københavns Lufthavn er en af de europæiske storlufthavne, der har præsteret størst vækst i år. År til dato har væksten været på 6,7 procent, og det samlede passagertal for årets første syv måneder er 12.125.726.