Arbejdsnedlæggelse i lufthavnen

Overenskomststridig arbejdsnedlæggelse i Københavns Lufthavn i dag, efter at virksomheden meddelte sine ansatte, at driften af de to personalekantiner vil blive udliciteret pr. 1. marts 2010. Udliciteringen kommer ikke til at betyde afskedigelser, og lufthavnen fastholder, at aftalen vil være en fordel for alle lufthavnens ansatte. 

01.02.2010

Efter at Københavns Lufthavn i fredags meddelte sine ansatte, at driften af virksomhedens personalekantiner vil blive overdraget til firmaet WIP pr. 1. marts, valgte personalet at gå til faglige møder. Arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig, og ifølge lufthavnens kommunikationsdirektør også meget beklagelig.

”Vi synes, at arbejdsnedlæggelsen er en ærgerlig udvikling, og vi tror, at alle godt kan se hvor uhensigtsmæssigt det ville være med en decideret konflikt over det her. For det første fordi vi alle sammen har en interesse i at sikre, at vores passagerer kommer af sted til tiden og for det andet, fordi der jo ikke er tale om forringelser af personalets vilkår – tværtimod. Aftalen sikrer både gode og mere fleksible forhold for kantinepersonalet og vores øvrige medarbejdere vil fortsat kunne købe billig mad til lav pris, oven i købet også når de er på vagt på skæve tidspunkter,” siger Henrik P. Jørgensen, der er kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavne A/S.

Selvom beslutningen om at udlicitere kantinedriften i dag førte til faglige møder og en del forsinkede afgange og utilfredse passagerer, så er den en afgørende del af den løbende professionalisering og optimering af lufthavnens forretning.

”Det giver rigtig god mening at overlade driften af vores kantine til andre. Vi er eksperter i at drive lufthavn, ikke i at lave mad. Den store fordel ved at udlicitere er, at vi kan koncentrere os om det, vi er gode til, nemlig at drive og udvikle lufthavnen. Og ideen er jo, at vi skal bruge den tid vi sparer på i stedet at tiltrække nye ruter, så vi kan får flere passagerer gennem lufthavnen,” siger Henrik P. Jørgensen.