18.09.2017

Væksten fortsætter i Københavns Lufthavn

Oktober var endnu en rekordmåned for Københavns Lufthavn. Der var for første gang flere end 2 mio. passagerer i en oktober, og det er femte måned i træk, at Københavns Lufthavn sætter månedsrekord. 

I alt 2.051.658 passagerer rejste igennem Københavns Lufthavn i oktober måned. Det er en stigning på 13,4 procent i forhold til samme måned i fjor.

”Det er første gang, at vi kan præstere fem måneder i træk med flere end to mio. passagerer pr. måned. Det er et klart tegn på at der er kommet gang i dansk økonomi ovenpå krisen, hvilket gavner flyselskaberne gennem forbedrede belægningsprocenter og øget kapacitet,” siger Københavns Lufthavnes salgsdirektør Carsten Nørland.

Oktober 2010 trænger sig også ind på Top10-listen som den 8. travleste måned nogensinde i Københavns Lufthavns historie.

Indenrigstrafikken steg med 16,5 procent i forhold til oktober i fjor, mens antallet af udenrigspassagerer steg med 13 procent. Antallet af transferpassagerer var 11,8 procent højere end samme måned sidste år.

År til dato er passagertallet steget med 8,7 procent.