CPH: Mange års fokus på miljøet bærer frugt

CPH offentliggør i dag sin årlige miljørapport, og lufthavnen markerer 10 års miljørapportering med at skærpe sin miljøprofil yderligere. Trods flere passagerer og mere trafik er støjen reduceret til en tredjedel siden 1998, ligesom CO2-udledningen alene forrige år blev reduceret med ni procent. Fremover vil CPH arbejde på at gøre lufthavnen endnu mere grøn.  

23.02.2009

”Støj fra flyene er en af de mest markante miljøpåvirkninger fra en lufthavn, og Københavns Lufthavn har derfor igennem en årrække gennemført flere støjbegrænsende foranstaltninger. Det betyder, at vi gennem de seneste seks år har kunnet holde en stabil støjbelastning under den fastsatte grænseværdi, selv om antallet af starter og landinger er steget,” siger Erik Nielsen, miljøchef i Københavns Lufthavne A/S.

Mindre støj
CPH har i de forgangne år haft øget fokus på at reducere flystøj om natten og i de tidligere morgentimer. Lufthavnen måler på støjen fra flyene, og når støjen overskrider et vist niveau, bliver hændelsen indrapporteret til Statens Luftfartsvæsen (SLV). Mængden af indrapporteringer blev næsten halveret i 2008 i forhold til året før. Ikke mindst fordi flyselskaberne har skiftet til mindre støjende flytyper på aften- og natafgange.

Fokus på energibesparelser
CPH arbejder desuden på at reducere lufthavnens CO2-udledning. Alene forrige år blev udledningen reduceret med ni procent, blandt andet som følge af en ny miljøpolitik med fokus på energibesparelser og ny teknologi. Reduktionen gælder den CO2-udledning, CPH som virksomhed har direkte kontrol over.

”Ser man på Københavns Lufthavn som helhed, er flytrafikken den største kilde til CO2-udledning. CPH vil derfor arbejde sammen med partnerne i lufthavnen om en reduktion af den samlede udledning fra lufthavnen,” siger Erik Nielsen, og fremhæver et samarbejde med flyvekontroltjenesten Naviair om at gøre starter og landinger mere bæredygtige:

”Sammen med Naviair er vi begyndt at analysere ind- og udflyvninger i Københavns Lufthavn for at finde frem til de mest bæredygtige operationsformer. På samme måde kigger vi også på, hvordan vi kan minimere både støj og emissioner fra flyene, når de befinder sig i lufthavnen.”