Qatar Airways åbner rute mellem København og Doha

Med fire ugentlige afgange forbedrer Qatar Airways forbindelserne til Mellemøsten, Asien og Australien gennem ny rute til Doha.  

28.12.2009

Det Doha-baserede flyselskab fortalte tidligere på året om planerne om at åbne flere nye destinationer i Europa – men uden at sætte navn på. Efter måneders spekulationer i flyindustrien meddelte Qatar Airways i går, at København bliver den ene, nye destination i selskabets stadigt voksende rutenetværk – Barcelona bliver den anden. Begge destinationer bliver åbnet med sommerprogrammets ikrafttræden i slutningen af marts 2010.

”Den nye rute til Doha styrker Københavns Lufthavns position som et af de vigtigste trafikknudepunkter i Nordeuropa. Samtidig får skandinaviske rejsende bedre adgang til Qatar Airways voksende rutenetværk, og dermed nye muligheder for at nå en række asiatiske og australske destinationer,” siger salgsdirektør Carsten Nørland, Københavns Lufthavn.

Med fire ugentlige flyvninger til København øger Qatar Airways kraftigt sin tilstedeværelse på det skandinaviske marked. Selskabet har de seneste to år fløjet på ruten mellem Stockholm og Doha. Qatar Airways er for tiden det eneste femstjernede mellemøstlige flyselskab, der flyver til og fra regionen.
”Tilføjelsen af disse destinationer til vores netværk viser vores engagement i at styrke vores position på det europæiske marked og tilbyde vores prisbelønnede services til nye kunder, samtidig med at vi tilbyder vores eksisterende kunder flere destinationer og flere valgmuligheder,” siger Qatar Airways administrerende direktør Akbar Al Baker.