18.09.2017

Cimber udvider check-in mulighederne

Cimber Sterling tilbyder nu også sine kunder online check-in på cimber.dk til 11 forskellige destinationer. Det betyder flere valgmuligheder, idet selskabets kunder også kan benytte check-in automaterne i Københavns Lufthavn.  

Samtidig med, at Cimber Sterling fra det nye år annoncerer flere afgange til indenrigsdestinationer som Aalborg og Karup, lancerer selskabet nu også online check-in, hvilket giver kunderne flere valgmuligheder.

”Det er en væsentlig forbedring af vores produkt – især for de erhvervsrejsende, der helst bruger så lidt tid i lufthavnen som overhovedet muligt”, siger Bjarne Rasmussen, salgs- og marketingdirektør i Cimber Sterling, og fortsætter: ”Med web-check-in kan den forretningsrejsende i ro og mag checke ind hjemmefra om aftenen, før han eller hun skal af sted til møde i den anden ende af landet næste morgen – og så er det sådan set bare at gå direkte til flyveren”.

Cimber Sterling er i løbet af 2009 også kommet på Københavns Lufthavns 30 check-in automater, der er opstillet både i lufthavnen, i flere af lufthavnens parkeringshuse samt på Københavns Hovedbanegård.