CPH fortsat præget af fald i passagertallet

Den afmatning, der har præget rejsebranchen året igennem, har fortsat indflydelse på Københavns Lufthavne A/S’ (CPH) regnskab for årets første ni måneder. Antallet af passagerer er faldet, og det har indvirkning på omsætningen, der var 6,6 procent lavere end i samme periode i fjor. CPH præsterer trods tilbagegangen fortsat et sundt resultat.  

29.10.2009

Det samlede antal passagerer faldt 7,1 procent i 3. kvartal 2009 i forhold til samme periode sidste år. Antallet af passagerer har gennem de første ni måneder ligget 10,9 procent under samme periode i fjor, hvilket er en forbedring i forhold til årets første seks måneder, hvor trafiktallet var nede med 13 procent sammenlignet med sidste år. Forbedringen skyldes en fornuftig sommertrafik, hvor en række flyselskaber har fortsat deres ekspansion og åbnet nye ruter.

"Selv om en række flyselskaber fortsat ekspanderer og åbner nye ruter, og tredje kvartal viser en forbedring i forhold til første halvår, må vi konstatere, at det generelt er hårde tider for branchen. Det har tydelig indvirkning på vores resultater, og vi kan konstatere, at 2009 bliver et af de hårdeste år nogensinde for luftfarten,” siger Brian Petersen, adm. direktør, Københavns Lufthavne A/S.

Investering i serviceforbedringer
CPH’s omsætning er faldet med 6,6 procent til DKK 2,217 mio., og resultatet før skat blev på DKK 668 mio., hvilket er 27,5 procent lavere end de første ni måneder af 2008.

CPH har haft øgede afskrivninger som følge af investering i serviceforbedringer, øgede personalemæssige engangsomkostninger på grund af omstruktureringer samt øgede finansielle omkostninger efter en refinansiering gennemført tidligere på året. Det har sammen med det faldende passagertal påvirket både omsætning og indtjening i negativ retning.

Øge tilgængeligheden
” I lyset af den vanskelige økonomiske situation har vi tidligere på året tilpasset organisationen, og fremadrettet er vi nødt til at se på vores indtægtsside. Vi skal vokse gennem flere ruter og flere kunder, hvilket også vil gavne tilgængeligheden til regionen,” siger Brian Petersen.

I løbet af tredje kvartal 2009 indgik Københavns Lufthavne en 5½-årig aftale om de priser, som flyselskaberne betaler for at benytte lufthavnen. Aftalen trådte i kraft 1. oktober 2009. Prisstrukturen blev omlagt og priserne fastfrosset i de første 18 måneder af aftaleperioden. Derefter stiger priserne med et beløb, der svarer til Danmarks Statistiks forbrugerprisindex plus én procent. Aftalen fastlægger niveauet og strukturen for de priser, som flyselskaberne skal betale for at benytte faciliteterne i Københavns Lufthavn i perioden fra 1. oktober 2009 til 31. marts 2015.

Udvikle destinationen København
Ifølge prisaftalen, der trådte i kraft 1. oktober 2009, forpligter CPH sig desuden til at investere DKK 2,6 mia. i udbygning og forbedring af blandt andet bagagehåndtering, passagerbroer, gates og check-in faciliteter til gavn for både luftfartsselskaber og passagerer – investeringer vil styrke Københavns Lufthavns konkurrencevene i forhold til andre nordeuropæiske lufthavne. CPH er forpligtet til at udvikle København som knudepunkt og destination. CPH vil arbejde sammen med lokale og nationale politikere såvel som private selskaber og flyselskaber om at markedsføre København i udlandet.

”Vi har et ansvar for fortsat at være med til at udvikle destinationen København, og vi vil i de kommende år satse kraftigt på at udvikle lufthavnen til gavn for både netværks- og lavprisselskaber – og ikke mindst passagererne. Det understøtter den nye prisaftale,” siger Brian Petersen.