Nødvendige investeringer i vækst

Modvind i form af usikre økonomiske konjunkturer, skærpede krav til lufthavne og øget konkurrence må ikke få Københavns Lufthavne til at fravige sin vækststrategi. Det er den eneste vej frem, hvis Københavns Lufthavn også i fremtiden skal være et internationalt knudepunkt, der forbinder Skandinavien med verden, mener lufthavnens administrerende direktør, der netop har offentliggjort et kvartalsregnskab svarende til det forventede niveau. 

30.04.2008
I januar offentliggjorde vi lufthavnens nye strategi, der skal føre Københavns Lufthavn tilbage i verdenseliten. Luftfarten står overfor store udfordringer i form af stigende oliepriser og usikre konjunkturer. Samtidig har kravene til lufthavnene aldrig været højere i kraft af den stigende konkurrence og skærpede myndighedskrav. Passagererne er også blevet bedre vant, fordi mange lufthavne har investeret massivt. Derfor tager strategien også højde for, at Københavns Lufthavn ikke kan få en forbedret position med et trylleslag. Det kræver engagement fra alle parter, og ikke mindst store investeringer i år og i de kommende år”, siger lufthavnens administrerende direktør, Brian Petersen.

Byggeri påvirker passagertilfredshed

Vi investerer i fremtidens lufthavn, men det er ikke her og nu, vi bliver belønnet af passagererne for det. Af gode grunde. Omfattende ombygninger både i transferområdet, i finger C og i bagageudleveringen påvirker helhedsindtrykket af lufthavnen. Byggevægge tager lys, luft og plads fra passagererne. Det bliver godt, efter det har været skidt, men lige nu trækker det veksler på passager- og kundetilfredshed. Vi ved til gengæld at den type investeringer højner passagertilfredsheden, når de er gennemført. Det så vi blandt andet med den centrale sikkerhedskontrol, der åbnede forud for sommertrafikken 2007. Forud for dette års sommertrafik vil vi også være klar med en række nye passagerforbedringer, blandt andet flere bagagebånd og nye muligheder for at checke ind på egen hånd”, lover lufthavnsdirektøren.

Skærpede krav giver flere omkostninger

Den forventede trafikvækst er ikke på højde med den gennemsnitlige vækst i Europa. Samtidig er lufthavnens driftsomkostninger øget, blandt andet på grund af myndighedskrav på sikkerhedsområdet, der kræver store investeringer i Finger C, ligesom vi i første kvartal ansatte 122 nye sikkerhedsmedarbejdere. Lufthavnen er alt i alt i en fase, hvor det er svært at se de synlige resultater af den store indsats. Men det er nu, det er vigtigt at vi holder snuden i sporet, for fastholder vi ikke det høje investeringsniveau, så sakker Danmark bagud i konkurrencen med nuværende eller kommende lufthavne. For eksempel bliver Berlin en ny konkurrent indenfor de kommende år”, siger Brian Petersen.