En af verdens bedste lufthavne henter inspiration hos Brand og Redning

Delegationer fra hele verden besøger Brand og Redning i Københavns Lufthavn. Senest har en af verdens bedste lufthavne, Singapore Changi Airport, været på studietur for at lære nyt om blandt andet lufthavnens unikke slukningsteknik og se den nye Panther brandbil i aktion. 

21.03.2008

De seks delegerede fra Changi Airport venter spændt, da lufthavnens Brand og Redning tænder op i mock-up’en, der kan simulere forskellige ildebrande i flyet. Changi Airport betragtes som en af verdens bedste lufthavne. Med mere end 36,7 millioner passagerer i 2007 har lufthavnen i Singapore et væsentligt større beredskab. Alligevel var de seks delegerede imponerede, da de så lufthavnens nye Panther brandbil i aktion på øvelsespladsen i Københavns Lufthavn.

Udveksling af idéer
De delegerede fra Changi Airport har i alt tre dage i Københavns Lufthavn, hvor de blandt andet bliver præsenteret for de to brandstationer, slukningsteknikker, sejlads med lufthavnens redningsbåd og besøg i Roskilde Lufthavn. ”Københavns Lufthavns Brand og Redning har et rigtig godt navn i branchen. De er meget velstrukturerede, professionelle og avancerede i deres tilgang. København og Singapore opererer under forskellige vilkår, men vi står over for de samme udfordringer i beredskabets daglige drift. Et studieophold i København giver os mulighed for at udveksle idéer, så vi kan forbedre vores beredskab i Singapore, hvilket er en løbende proces,” fortæller Ang Guan Hin, Commander i Singapore Changi Airport.

Introduceret for ny slukningsteknik
Jens Peter Larsen, brandchef i Københavns Lufthavne A/S, havde sammensat et program med særlig vægt på den slukningsteknik, som bliver anvendt i København, og fremvisning af materiel: ”Beredskabet i Københavns Lufthavn har i en del år anvendt højtryksteknologi til bekæmpelse af brande i selve flyet, hvilket giver en mulighed for at tilføre skumvæske på højtykssiden. Det er nyt i branchen. Samtidig er der på den nye Panther et såkaldt Compressed Air Foam System, der giver en forbedret skumkvalitet og kastelængde. Det var samlet set nye teknikker som Changi Airport er meget interesseret i, og hvor de kan drage nytte af vores erfaringer," forklarer Jens Peter Larsen. Ifølge Ang Guan Hin fra Singapore Changi Airport er der flere ting som delegationen kan tage med sig hjem, men særligt den slukningsteknik, som Københavns Lufthavne har udviklet, kan de gøre brug af i Singapore: ”Det var interessant at blive introduceret for den særlige slukningsteknik, som er helt unik for beredskabet i København. Desuden har Københavns Lufthavn et nyt og avanceret udstyr, eksempelvis deres nye brandbil,” siger Ang Guan Hin.

Delegationer besøger årligt Københavns Lufthavn
Københavns Lufthavns Brand og Redning får hvert år besøg af to til tre delegationer fra andre lufthavne. I september 2007 stod Københavns Lufthavne desuden i spidsen for en stor Nordisk konference med 100 repræsentanter fra i alt 16 lufthavne. Også Københavns Lufthavne drager over landegrænserne for at få input til, hvordan beredskabet kan forbedres og gøres mere effektivt. Senest har tre brandmænd været på besøg i Dallas Airport, USA, hvor de har fået ny viden om redningstrapper og håndtering af nye, større flytyper.