Klædt på til vinteren

Forud for vintersæsonen går mange timers træning af mandskabet og vedligeholdelse af udstyret. Samarbejde mellem de forskellige selskaber i lufthavnen sikrer at Københavns Lufthavn som en stor maskine er rustet til at afvikle trafikken, selv om vejret driller.

Selvom sneen drysser ned i voldsomme mængder, eller stormen raser, sker det meget sjældent, at Københavns Lufthavn er nødt til at bøje sig for naturens kræfter og lukke lufthavnen i en kortvarig periode.

Dette er blandt andet takket være den indsats som mandskabet i lufthavnens store driftafdeling "Trafik" yder. Afdelingens 345 medarbejdere sørger for vedligeholdelsen af lufthavnsområdet – herunder banerne - så flytrafikken kan afvikles normalt selv under ekstreme vejrforhold.

Veludannede medarbejdere
Forud for den kolde vintertid ligger mange timers øvelse og uddannelse af mandskabet, så hver eneste medarbejder kender sine opgaver til fingerspidserne i situationer, hvor det for eksempel vælter ned med sne.

"En af forudsætningerne for, at vi kan afvikle trafikken planmæssigt selv i ekstreme vejrsituationer er, at medarbejderne i trafikafdelingen kender rutinerne for snerydning og afisning til hudløshed. Derfor får medarbejderne teoretisk og praktisk uddannelse i løbet af året, så alle føler sig rustet til at tage imod efteråret og vinterens skiftende vejrtyper som storm, regn, islag og sne," siger Københavns Lufthavns trafikchef Dan Meincke.

Til vinterservice har vi 200 medarbejdere til rådighed heraf er de 80 specialiseret i blandt andet snerydning på banerne og på forpladsen.

Det rigtige udstyr
Det rigtige udstyr er en anden vigtig faktor for at holde lufthavnen i gang 24 timer i døgnet selv i situationer med kraftigt snefald.

"Det tager os 20 minutter at rydde en start- og landingsbane på 3600 meter i længden og 45 meter i bredden. Flyforpladsen er mindst ligeså vigtig som banerne, og her er det også specielt uddannet mandskab, der sørger for, at vi kan opretholde den normale drift under snefald. Oprydningen i kanter og kroge på 3 millioner kvadratmeter kan tage uger, da sneen skal væk før næste snefald," siger Dan Meincke.

Det kræver mange års erfaring at lære at rydde sne i de områder, hvor flyene færdes, og kun de bedst uddannede kører på selve banerne. Snerydning på banerne foregår ved, at sweeperne, der fejer sneen af banerne, kører i konvoj med otte, eller om nødvendigt 14 køretøjer ad gangen.

Trafikafdelingen har samlet set 110 køretøjer, heraf 22 store snerydningsmaskiner og sneslynger.

Viden om vejret
I situationer med vanskelige vejrforhold gør lufthavnen brug af både måleudstyr, maskiner og sund fornuft til at afveje, om trafikken kan afvikles forsvarligt. Sidste vinter skete det to gange, at lufthavnen måtte lukke i en kortvarig periode, blandt andet som følge af et kraftigt isslag.

"I en situation, som vi oplevede sidste vinter, hvor der faldt 50 centimeter sne inden for 24 timer, handler det om, at timingen skal være i orden. Vi får løbende informationer fra blandt andet DMI og vores egne målestationer, der er placeret langs landingsbanerne. Ud fra den viden udarbejder vi prognoser for, hvordan situationen vil udvikle sig. Prognoserne skaber rammerne for, hvilke maskiner og antallet af medarbejdere, der skal sendes i ’marken’ i den givne vejrsituation," siger Dan Meincke og tilføjer:
"Med det rigtige udstyr og veluddannede medarbejdere er Københavns Lufthavn rustet til at klare selv vanskelige vejrsituationer, men det er vigtigt at huske på, at sikkerheden altid kommer i første række, og flyene kommer kun i luften, hvis det er fuldt forsvarligt".