Højsæsonen fortsætter ind i efteråret
3,2 millioner passagerer rejste via Københavns Lufthavn i september. Dermed blev det den største september i lufthavnens historie. Forude venter efterårsferien, som er en populær rejseuge med flere end en million passagerer i lufthavnen.
Den globale rejselyst fortsætter ind i efteråret. I september rejste hele 3,2 millioner passagerer gennem Københavns Lufthavn. Det er fire procent flere end i samme måned sidste år.
”Højsæsonen slutter ikke længere med sommerferien. I september havde vi næsten lige så mange rejsende som i sommermånederne. Det hænger især sammen med, at flere rejser via København på vej videre ud i verden. Samtidig vælger mange danskere og sydsvenskere enten at forlænge sommeren med sol og varme sydpå, tage på storbyferie i Europa eller en rejse over Atlanten til USA,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
I september var der flest rejsende på ruterne mellem København og Norge med 270.000 passagerer, efterfulgt af Spanien med 255.000 og Storbritannien med 245.000.
Fremgang på ruterne til USA
Flere rejser mellem Danmark og USA, og i september var der 140.000 passagerer på de direkte ruter mellem København og USA. Det er otte procent flere end i samme måned sidste år.
”Vi ser en tydelig fremgang i trafikken mellem Danmark og USA. Der er vækst på de direkte ruter, og samtidig kommer der flere amerikanske gæster til Danmark. Det viser, at interessen for at rejse mellem Danmark og USA går begge veje,” siger Peter Krogsgaard.
Antallet af amerikanere, der besøger Danmark er steget de seneste år. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i årets første syv måneder var 11 procent flere amerikanske turistovernatninger i Danmark sammenlignet med sidste år.
”Danmark er et populært rejsemål for amerikanerne, og de direkte flyforbindelser gør det nemt at komme hertil. Nogle har København og Danmark som destination, mens andre rejser videre ud i Europa. De mange amerikanske besøgende har betydning for dansk turisme, ligesom de gode flyforbindelser gavner danske virksomheder og dansk eksport”, siger Peter Krogsgaard.
Københavns Lufthavn er den eneste danske lufthavn med direkte fly til og fra USA. SAS, Delta Air Lines og American Airlines flyver tilsammen på 12 direkte ruter fra Københavns Lufthavn til 10 forskellige destinationer i USA. Der er flest rejsende på ruterne til og fra New York efterfulgt af San Francisco, Boston og Chicago.
Mange rejsende i efterårsferien
Fredag den 9. oktober begynder skolernes efterårsferie, og i år rejser omkring 1,1 millioner passagerer via Københavns Lufthavn til solrige destinationer, storbyer og andre spændende rejsemål.
London er efterårsferiens storbyfavorit, mens Spanien, Italien og Frankrig er de mest populære ferielande i Sydeuropa med omkring 220.000 rejsende i og omkring uge 42.
"Efterårsferien er en af årets helt store rejseuger, og på de største dage forventer vi over 115.000 passagerer i lufthavnen. Vi har forberedt os godt og er klar til de mange rejsende fra tidlig morgen. Butikker og spisesteder er også åbne, så der er mulighed for både shopping og noget at spise og drikke, inden rejsen går videre,” siger Peter Krogsgaard.
For at have god tid anbefaler Københavns Lufthavn, at man møder op i lufthavnen to timer inden afgang til europæiske destinationer inden for Schengen-området og tre timer før, hvis man skal rejse ud af Europa.
Gode råd til rejsen:
- Check ind hjemmefra, hvis flyselskabet tilbyder den mulighed.
- Pak din håndbagage korrekt. Væsker skal være under 100 ml., som placeres i en genlukkelig 1-liter pose. Max. én pose pr. rejsende. Se reglerne for håndbagage her.
- Følg dit fly på cph.dk eller i vores CPH Airport App, som du kan hente her.
