27.03.2026

Stor appetit på at rejse i påsken

Der er forår i luften og påskeferien nærmer sig. Det betyder ekstra mange rejsende i Københavns Lufthavn, hvor 1,1 millioner passagerer kommer gennem terminalerne i løbet af påskeugen. 

Påsken er en af de helt store ferieperioder, hvor mange benytter fridagene til en forårsferie i Sydeuropa eller en storbyferie. I løbet af påsken rejser 1,1 million passagerer til og fra Københavns Lufthavn, hvilket er påskerekord og 7 procent flere end sidste år.

"Appetitten på at komme ud i verden er større end nogensinde. Vi har aldrig haft så mange rejsende i en påske, og især Sydeuropa trækker efter en lang og kold vinter. Foråret og helligdagene er også perfekte til en smuttur til en storby, og fra København er der masser af direkte forbindelser til Europas mest populære byer," siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

London, Paris og Madrid er forårets storbyfavoritter efterfulgt af Budapest og Prag. Det mest populære land at rejse til i påsken er Spanien med Malaga, Barcelona og De Kanariske Øer som de mest besøgte rejsemål.

Gode forbindelser ud i verden
Der er gode muligheder for at komme ud i verden fra København. Flyselskabernes sommertrafikprogram begynder søndag den 29. marts, og her er direkte adgang til 175 forskellige destinationer. 

"De mange direkte ruter til og fra København gør det også nemt for turister at vælge Danmark. En forårsferie i København er attraktiv med masser af oplevelser, ikke mindst vores madscene, museer i verdensklasse, havnen, cykelkulturen og den særlige nordiske stemning," siger Peter Krogsgaard.

Flertallet af internationale rejsende, der lander i København, ankommer fra Storbritannien, USA, Tyskland, Italien og Frankrig. 

"Det er godt for København og resten af Danmark, at vi har en stærk international lufthavn med gode forbindelser. Det skaber vækst og arbejdspladser - ikke kun i lufthavnen men i hele samfundet," siger Peter Krogsgaard.  

Kom i lufthavnen til tiden
På de mest travle dage kan der opstå perioder med længere ventetid i sikkerhedskontrollen og paskontrollen for rejsende, der skal ud af Schengen-området.

Københavns Lufthavn anbefaler, at man møder op to timer før afgang til europæiske destinationer inden for Schengen og tre timer før, hvis man skal udenfor Schengen.

Gode råd til rejsen:

  • Check ind hjemmefra, hvis flyselskabet tilbyder den mulighed.
  • Pak din håndbagage korrekt. Væsker skal være under 100 ml., som placeres i en genlukkelig 1-liter pose. Max. én pose pr. rejsende. Se reglerne for håndbagage her.
  • Følg dit fly på cph.dk eller i vores CPH Airport App, som du kan hente her.