Del din bekymring

I Københavns Lufthavne har vi siden 2013 haft en whistleblowerordning. Det er en tryg og sikker mulighed for medarbejdere, og andre interessenter med tilknytning til Københavns Lufthavne, at indberette en bekymring, hvis man oplever eller har mistanke om alvorlige lovovertrædelser i virksomheden. Det er op til whistlebloweren selv, om man vil være anonym.

Hvad kan indberettes

Whistleblowerordningen skal bruges til indberetning af alvorlige forhold eller formodede alvorlige forhold. Indberetninger skal omhandle alvorlig overtrædelse af love, regler, interne politikker og procedurer, retningslinjer for god medarbejderadfærd i CPH, mv. Alvorlige forhold er f.eks. oplysninger om:

  • Økonomisk kriminalitet såsom underslæb, bestikkelse, bedrageri og dokumentfalsk
  • Uregelmæssigheder i forbindelse med regnskab og revision
  • Afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger til offentlige myndigheder
  • Væsentlige brud på flyvesikkerhedsregler (safety) eller securityregler
  • Væsentlige brud på arbejdsmiljøregler
  • Væsentlige brud på miljøregler/forurening af miljøet
  • Alvorlig chikane, såsom seksuel chikane eller chikane på grund af race, politisk eller religiøst tilhørsforhold mv.

Indberetterens egne ansættelsesvilkår vil generelt falde uden for ordningen, medmindre der er tale om en alvorlig lovovertrædelse. Utilfredshed med lønforhold, samarbejdsvanskeligheder mv. bør indberettes via andre kanaler (typisk overordnet eller HR) og ikke via whistleblowerordningen.

Uafhængig portal

Har du viden om ulovlig eller uetisk adfærd i lufthavnen, opfordrer vi dig til at indberette din viden ved at benytte whistleblower-portalen. Portalen styres, også IT-mæssigt, af en uafhængig part, EQS Group (Got Ethics), der garanterer anonymitet, sikkerhed og brugervenlighed i systemet.

Enhver indberetning om den administrerende direktør, finansdirektøren eller chefjuristen bliver behandlet af formanden for Bestyrelsen og formanden for Revisions- og risikokomitéen. Indberetninger om enhver anden CPH-medarbejder bliver behandlet af CPH's chefjurist og autoriserede medarbejdere hos Corporate Affairs & Legal i samarbejde med direktionen.

Du kan finde yderligere information på portalen om brugen af whistleblowerordningen og proceduren for håndtering af indberetninger.