Udledninger fra egen drift
Vi og vores lejere forbruger betydelige mængder el, fjernvarme og naturgas til at drive bygningerne i Københavns Lufthavne. For at reducere vores udledninger fra el- og varmeforbruget renoverer vi bygningerne til at blive mere energieffektive og udfaser samtidig vores brug af naturgas til fordel for fjernvarme og elvarmepumper.
For at dekarbonisere vores elforsyning har vi installeret solpaneler, der kan dække, hvad der svarer til cirka 4,5% af den strøm, vi og vores lejere forbruger. Derudover har vi indgået en såkaldt Power Purchase Agreement (PPA) med Vattenfall knyttet til to vindmølleparker i Jylland, nærmere bestemt Vesterhav Nord og Vesterhav Syd, som forsyner os med oprindelsescertifikater på vedvarende energi svarende til de resterende 95,5% af vores egen og vores lejeres samlede elforbrug.
Transporten på landjorden i Københavns Lufthavne bidrager også til vores klimaaftryk. Her reducerer vi aktivt vores egne udledninger ved at udskifte en så stor del af flåden af biler og motoriseret udstyr som muligt til mindre CO2-tunge alternativer.