Vejledning for dyr sendt som fragt

Dyr, der kommer fra et 3. land, skal kontrolleres ved indrejse til EU.

Importen skal anmeldes til grænsedyrlægen senest 24 timer før kontrollen ønskes foretaget.

Grænsedyrlægen, Kystvejen 16, 2770 Kastrup
Åbningstider: Mandag – fredag 08.00 -16.00
Telefon: 72 27 64 40         
E-mail: bipcph@fvst.dk

Import af dyr fra 3. lande (dyr der kommer fra lande uden for EU)

Før afsendelse af dyret:
  1. Undersøg i god tid inden afsendelse importreglerne for dyr fra det pågældende 3. land. Importreglerne findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

  2. Kontakt flyselskabet for oplysninger om transportkasser, indlevering af dyret, priser og andet der vedrører transporten.

  3. Når du rejser med dyr til og fra 3. lande, skal du være opmærksom på grænsedyrlægens åbningstider. Grænsedyrlægen har åben på hverdage mellem 8-16 og kontrol af private forsendelser kan kun ske i dette tidsrum. Hvis du gerne vil undgå at få dine dyr opstaldet f.eks. henover en weekend, anbefaler vi at du tilrettelægger din rejse, så det passer med grænsedyrlægens åbningstider.

Ved anmeldelse af importen skal der oplyses:

  • Dyreart og antal
  • Afsenderland
  • Fly nr., ankomsttid, AWB nr.  (fragtbrevs nr.), afhentningstidspunkt.
  • Modtagers navn, adresse og telefon nr.
  • Evt. navn og telefon nr. på speditør

Afhentning af dyr

  1. Henvend dig i det cargo handlingselskab der handler det fly, din forsendelse flyver med. Se liste over handlingselskaber. Her skal du hente papirerne på forsendelsen samt betale et gebyr.

  2. Herefter skal du henvende dig hos grænsedyrlægen i Veterinærcenteret, Kystvejen 16, 2770 Kastrup (beliggende i Lufthavn øst – fragtområdet), hvor forsendelsen befinder sig og skal kontrolleres. Der skal påregnes et gebyr for kontrollen.

  3. Når grænsedyrlægen har godkendt forsendelsen skal du videre til SKAT.

  4. Alle forsendelser der kommer fra 3. lande skal fortoldes. SKAT ligger på samme adresse som grænsedyrlægen. Kontakt SKAT i din egen region hvis du har spørgsmål om indfortolding.

  5. Herefter skal du henvende dig i stalden i den nordlige del af Veterinærcenteret hvor du mod aflevering af den stemplede og kvitterede udleveringsslip, samt et kontant gebyr jf. prisliste kan få udleveret forsendelsen.
Dyr, der ankommer uden for normal arbejdstid, bliver opstaldet i Veterinærcenteret til førstkommende hverdag for modtagers regning.

Import af dyr fra EU

Før afsendelse af dyret:

  1. Undersøg i god tid inden afsendelse importreglerne for dyr fra EU. Importreglerne findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

  2. Kontakt flyselskabet for oplysninger om transportkasser, indlevering af dyret, priser og andet der vedrører transporten.
Afhentning af dyr
Henvend dig i det cargo handlingselskab der handler det fly din forsendelse flyver med. Her skal du afhente dyret samt betale et gebyr.

 

Vejledning for indrejse til Danmark med dyr der er passagerledsaget

Rejse med dyr til København fra 3.lande (indrejse fra lande uden for EU)

Før afrejse:

  1. Undersøg importreglerne for indførsel af dyr til Danmark fra afrejselandet. Reglerne kan du finde på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Har du spørgsmål angående importreglerne, er det Fødevarestyrelsen, du skal kontakte.

  2. Kontakt det flyselskab du skal rejse med. De kan oplyse dig om priser, transportbetingelser, krav til transportkasser, indlevering af dyr m.v.

Ankomst til København

  1. Ved ankomst til København udleveres dyr der har været i lastrummet under rejsen ved bånd 9 i bagageudleveringen.

  2. Du skal herefter gå til rød udgang, hvor du skal henvende dig til SKAT som foretager kontrollen af dyr og dokumenter.

Rejse med dyr fra EU-lande

  1. Undersøg importreglerne for indførsel af dyr til Danmark fra andre EU lande. Reglerne kan du finde på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Har du spørgsmål angående importreglerne, er det din lokale fødevareregion, du skal kontakte.

    Fødevarestyrelsen
    Stationsparken 31-33
    2600 GlostrupTlf.: 72 27 50 00
    Tlf.: 72 27 6900
    E-mail: fvst@fvst.dk

  2. Kontakt det flyselskab du skal rejse med. De kan oplyse dig om priser, transportbetingelser, krav til transportkasser, indlevering af dyr m.v.

Ankomst til København

  1. Ved ankomst til København udleveres dyr, der har været i lastrummet under rejsen ved bånd 9 i bagageudleveringen.

  2. Du skal på opfordring fra SKAT fremvise dyrets pas og/eller andre relevante dokumenter.