Babymad, puslepladser og ammerum
Der er specielle regler for at medbringe babymad på din rejse. Læs også om vores ammerum og puslepladser.
Må man tage babymad med?
Du må gerne medbringe babymad både i din håndbagage og indchecket bagage. Da babymad er undtaget af væskereglerne, må du derfor gerne medbringe mere end 100 ml babymad og dertilhørende vand i din håndbagage, som dækker behovet under hele rejsen. Dette gælder fx modermælkserstatningspulver, frugtmos, færdigblandet modermælkserstatning osv.
Hvad er go og no-go i håndbagagen? Se vores liste her
Bemærk: Babymad samt væske skal placeres separat i en bakke ved sikkerhedskontrollen. Den medbragte babymad kan blive udvalgt til supplerende sikkerhedstjek.
Køb mad med ombord:
Har du efterladt madpakken derhjemme, så er der heldigvis masser af madmuligheder i lufthavnen. Der er mange børnevenlige restauranter såsom burgere hos Gasoline Grill, pizza hos Gorms, smoothies og sandwiches hos Jo & The Juice eller Lagkagehuset, pølsehorn hos 7-Eleven, smørrebrød fra Aamanns og meget mere.
Udvalgte spisesteder har også et særligt ”Food to fly” logo. Her kan du købe mad, der er perfekt at tage med på flyet.
Se alle lufthavnens spisesteder her
Pusle- og ammerum
I lufthavnens babylounge finder du to ammerum, mikroovn til at varme mælken og puslefaciliteter med rindende vand. Babyloungen finder du efter Security i forbindelse med toiletterne under O’Learys og MASH (mellem gate A og B). Her er adgang via trapper ogelevatorer, så du let kan have klapvogn eller trolley med.
Du kan finde puslebord på mange af lufthavnens toiletter. Se efter symbolerne på vores kort eller på skiltene i lufthavnen.