Spørgsmål og svar

Få svar på ofte stillede spørgsmål for rejsende med reduceret mobilitet.

Spørgsmål og svar

Hvad gør jeg, hvis jeg har elektrisk/batteridreven kørestol?
 

Du skal oplyse, at du er kørestolsbruger, når du bestiller din billet. Du skal desuden opgive vægt og størrelse af kørestolen ved bestilling. Elektriske kørestole må ikke medtages i kabinen, og skal derfor skrives ind sammen med den øvrige bagage og placeres i flyets lastrum.

Kørestol med tørbatteri og gelebatteri er godkendt til transport ombord på fly. Men batterikablerne skal kunne kobles af og sættes sammen, så der ikke er nogen strømkreds tilsluttet. Du kan sidde i din egen kørestol hele vejen igennem CPH, men husk at aftal assistance med Falck, så din kørestol bliver klargjort og pakket korrekt til flyrejsen.

Nogle nyere el-kørestole og mini-crossere drives af lithium-ion batterier (ofte benævnt Li-Ion batterier). Der kan være restriktioner på, hvor stor kapacitet denne type batterier må have, når du skal have batteriet og din kørestol med på flyet. CPH anbefaler, at du kontakter dit flyselskab og rådfører dig om flyselskabets præcise krav og regler i relation til batterier inden du påbegynder din rejse.

Samling af kørestol?
 

Når din kørestol skal samles igen, er det vigtigt, at du giver tydelig information om, hvordan den skal samles. Er monteringen kompliceret, skal du på forhånd sørge for, at du har den hjælp, du behøver.

Bliver man adskilt fra sin hjælper undervejs fra indcheckning til gaten?
 

Så vidt det er muligt, kan man følges med sin hjælper, men der kan være forhold der gør, at man bliver adskilt kortvarigt.

Er det muligt at få assistance til bl.a. indkøb af toldfrit, hvis man har brug for dette?
 

Nej, dette er ikke omfattet af servicen.

Er der former for udstyr, som jeg ikke må have med på rejsen?
 

Flyselskaberne kan have forskellige regler for, hvad man må medbringe. Lufthavnen anbefaler derfor, at man checker dette med sit flyselskab.

Er der former for udstyr, der kan tage skade af trykket i kabinen?
 

Dette anbefales man at undersøge hos leverandøren af udstyret før afrejse.

Kan en person, der ikke kan læse, få hjælp til at finde frem til den rigtige gate?
 

Ja, hvis servicen er bestilt via Falck, vil der være en person til rådighed. Ellers kan man altid spørge sig for i lufthavnens serviceinformation.

Hvad gør jeg, når beskeder i højttalere m.v. er alt for hurtige eller utydelige til, at jeg kan forstå, hvad der bliver sagt?
 

Hvis service er bestilt, hjælper Falck. Ellers kan man altid spørge sig for i lufthavnens serviceinformation.

Hvad gør jeg, hvis jeg hører mit navn i højttaleren og ikke kan forstå hvorfor?
 

Spørg Falck eller lufthavnens serviceinformation.

Kan jeg blive ledsaget af en pædagog/hjælper frem til gaten, selvom vedkommende ikke skal med flyet?
 

Uden gyldig rejsehjemmel får man desværre ikke lov til at komme med som ledsager. Falck assisterer desuden helt frem til gaten, hvis man har bestilt handicapassistance.

Kan jeg få hjælp, når jeg skal gennem sikkerhedskontrollen, og jeg skal af med bælte og seler, og ikke selv kan tage det på igen?
 

Hvis der er bestilt assistance hos Falck, får man hjælp til denne del også.

Jeg har servicehund med. Hvordan skal jeg forholde mig?
 

Det er vigtigt, at du allerede ved bestilling af flyrejsen fortæller, hvis du rejser med servicehund. Reglerne for hundeledsagelse er forskellig for de enkelte flyselskaber.

Hunden får dog i de fleste tilfælde lov til at rejse med føreren i flykabinen og behøver ikke sidde i bur. Det koster normalt ikke ekstra penge at medtage en servicehund. Og servicehunden tæller som regel ikke med i den samlede vægt af bagagen.

Som for alle andre dyretransporter gælder det, at det er ejerens ansvar at undersøge, hvilke regler der gælder i det land, hvortil hunden skal medtages. Derudover skal man undersøge hvilke vaccinationer hunden skal have på forhånd og hvilke karantæneregler, som er gældende i det pågældende land.

Passagerer med ledsagerhund får almindeligvis lov til at gå ind i flyet før de øvrige passager. servicehunden skal have gyldig rejsehjemmel.

Pakkes hjælpemidler ned af sikkerhedspersonalet, så det ikke skal ske flere gange pga. security-regler?
 

Hvis der er bestilt handicapassistance, vil det være en hjælper fra Falck, der tager sig af at pakke hjælpemidler ned.

Må jeg tage medicin og medicinsk udstyr med i min håndbagage, og er der begrænsninger på omfanget?
 

Du må gerne medbringe medicin og medicinsk udstyr til brug under hele rejsen, og der er ikke begrænsninger på mængden. Du kan dog blive bedt om at fremvise bevis for varens ægthed, for eksempel at medicinen er i original, ubrudt emballage eller i form af en recept eller bon fra apoteket.

Det er en god idé at medbringe et rejsebrev fra egen læge eller hospital på dansk og engelsk, hvoraf det fremgår, hvilke typer medicin, du medbringer.

Skal jeg tage forholdsregler, hvis jeg har en pacemaker?
 

Nej, du behøver ikke at tage nogen specielle forholdsregler for at gå gennem sikkerhedskontrollen, hvis du har pacemaker.

Hvis du føler dig utryg ved at gå igennem en metaldetektor, er det muligt at passere uden om detektorkarmen og efterfølgende få foretaget et manuelt personeftersyn.

Du skal blot oplyse ved sikkerhedskontrollen, at du har pacemaker, og at du gerne vil gå udenom detektorkarmen og have foretaget et manuelt personeftersyn.

Kan jeg blive efterset af en security-medarbejder af mit eget køn?
 

Ja, du kan altid bede om at blive efterset af en securitymedarbejder af dit eget køn.

Kan jeg bede om at blive undersøgt i et rum for sig, hvis jeg skal undersøges nærmere?
 

Ja, du er altid velkommen til at bede om at blive efterset under mere private forhold. 

I lufthavnen er der rolige rum, hvor Securitypersonalet kan gennemføre et personeftersyn diskret og med særligt hensyn til de ønsker du har, hvad enten de er af generel personlig eller af medicinsk karakter (Urostomi, proteser el andre hjælpemidler.).

Er der former for udstyr, der kan blive ødelagt af røntgenudstyret i sikkerhedskontrollen?
 

Nej, udstyr bliver ikke ødelagt af at køre igennem røntgenudstyret.

Er der former for udstyr, som jeg ikke må have med på rejsen?
 

Der kan være specielt udstyr, som kræver særlig tilladelse fra enten luftfartsselskabet eller luftfartsmyndighederne. Er man i tvivl, er det altid en god idé, at kontakte luftfartsselskabet i god tid inden afrejse.

Hvordan er personalet uddannet?
 

Det er Falck, der udfører assistance service i Københavns Lufthavn. 

Personalet hos Falck er særligt trænede til opgaven. Med sig har de følgende uddannelse:

  • Sygetransport kursus
  • Befordring af bevægelseshæmmede
  • Engelsk kursus
  • Trafikkursus Lufthavn
  • Undervisning fra handicap organisationerne
  • Brug af tekniske hjælpemidler.

Samt en bred sammensætning af forskellige erhvervsuddannelser. Desuden diverse interne Falck-kurser så som:

  • Førstehjælp inkl. hjertestarter
  • Elementær brandbekæmpelse m.m.

Personalets erhvervserfaring:

  • Praktisk erfaring fra Falcks Ambulancetjeneste
  • Praktisk erfaring med befordring af bevægelseshæmmede
  • Praktisk erfaring fra Sundhedsvæsenet
  • Praktisk erfaring fra det øvrige arbejdsmarked