04.08.2026

Natarbejde på landingsbane kan give mere flystøj i perioder

Københavns Lufthavn udskifter asfalt på en af lufthavnens to hovedbaner fra 10. august til 2. oktober. I perioder kan det betyde mere flystøj end normalt for nogle naboer, fordi flytrafikken bliver flyttet til den anden bane om natten. 

Efter sommerferien går Københavns Lufthavn i gang med en større udskiftning af asfalten på bane 04R/22L. Arbejdet er nødvendigt for at sikre, at fly fortsat kan lette og lande sikkert, og det bliver udført i sommerhalvåret, hvor vejret giver de bedste betingelser for at lægge ny asfalt.

 

I perioden fra mandag den 10. august til fredag den 2. oktober vil bane 04R/22L være lukket om natten fra søndag aften til fredag morgen i tidsrummet kl. 23.00-06.00. Arbejdet udføres om natten, når flytrafikken er på sit laveste.

 

Når banen er lukket, vil flyene i stedet benytte lufthavnens anden hovedbane, 04L/22R. Det kan medføre, at støjen bliver oplevet anderledes end normalt, og at nogle naboer i perioder vil opleve mere flystøj.

 

"Vi beklager de gener, som arbejdet kan medføre for nogle af vores naboer. Det er nødvendigt at vedligeholde banerne, så vi kan opretholde en sikker drift af lufthavnen, og vi gør vores bedste for at begrænse påvirkningen mest muligt," siger Samuel Rude, trafikchef i Københavns Lufthavn.

 

Lufthavnen gennemførte i juni et første forberedende arbejde på dele af banen. Den kommende udskiftning omfatter en større del af belægningen og er den afsluttende del af projektet.

 

Der bliver ikke udført belægningsarbejde i weekenderne.