Flere ferierejsende i februar
2,2 millioner passagerer var gennem Københavns Lufthavn i årets korteste måned. To vinterferieuger med mange rejsende og et generelt stigende antal transferpassagerer betyder, at det blev den travleste februar i lufthavnen nogensinde. Uroen i Mellemøsten skaber dog usikkerhed og har påvirket dele af flytrafikken i slutningen af måneden.
I februar satte ferierejsende et tydeligt præg på trafikken i Københavns Lufthavn. Hele 2,2 millioner passagerer var gennem terminalerne, hvilket er 11 procent flere end sidste år.
”Vi har aldrig tidligere haft så mange rejsende gennem lufthavnen i en februar. Vinterferien og den danske kulde fik mange til at vende blikket mod sol og varme i Asien eller Sydeuropa, mens andre valgte skipisterne på sneklædte bjerge i Alperne,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
De mest populære soldestinationer i februar var Spanien og Thailand med henholdsvis 190.000 og 42.000 rejsende, hvilket samlet er otte procent flere end sidste år. I Alperne er det ski-destinationerne i Schweiz, Italien og Østrig, der trak med en samlet fremgang på 17.000 rejsende.
Uro i Mellemøsten påvirker flytrafikken
Siden lørdag den 28. februar har flytrafikken i Mellemøsten været påvirket af uroen, som har lukket store dele af luftrummet i regionen. Det har, de seneste fire dage, betydet 47 aflyste fly mellem København og forskellige destinationer i Mellemøsten.
”Foreløbigt er omkring 12.000 rejsende til og fra København påvirket af situationen. Vi forstår godt, at det er frustrerende for dem, der får deres rejse aflyst, og ikke mindst for dem, der sidder strandet i udlandet og ikke kan komme hjem. Sikkerhed har den absolut højeste prioritet, og det er endnu uvist, hvor længe luftrummet over regionen forbliver lukket. Vi arbejder tæt sammen med de berørte flyselskaber i Københavns Lufthavn, så flyene kan komme på vingerne igen, så snart luftrummet genåbner,” siger Peter Krogsgaard.
Rejsende til og fra Mellemøsten udgør tre procent af det samlede antal passagerer i Københavns Lufthavn. En stor del af de rejsende mellemlander i regionen for at flyve videre mod andre destinationer for eksempel i Asien.
Københavns Lufthavn anbefaler, at man som rejsende holder sig orienteret via sit flyselskabs hjemmeside, app eller SMS-notifikationer. På lufthavnens hjemmeside cph.dk eller appen CPH Airport, kan man desuden se status på alle afgange og ankomster.
Flere rejsende i transfer
En meget stor del af passagervæksten i februar skyldes et stigende antal transferpassagerer. 615.000 rejsende var i transfer på en mellemlanding i København for at flyve videre ud i verden. Det er hele 47 procent flere end sidste år.
”Det er i transfertrafikken, vi oplever den absolut største vækst. Vi kan for alvor se resultatet af, at SAS samler mere af sin trafik i Københavns Lufthavn, så nu er over hver fjerde passager i lufthavnen i transfer på vej mod deres endelige destination”, siger Peter Krogsgaard.
Langt de fleste transferpassagerer er nordmænd, svenskere og danskere, der lander i København for at skifte fly og flyve videre mod destinationer i Nordamerika, Mellemøsten og Asien. Men der er også et stigende antal amerikanere og rejsende fra Asien, der bruger København som indgang til Europa.
Oslo, Stockholm og Aalborg er de tre destinationer med flest transferpassagerer. I februar var der henholdsvis 125.000, 109.000 og 68.000 rejsende mellem København og de tre byer, hvilket er en samlet stigning på 23 procent i forhold til sidste år. Fire ud af ti rejsende på ruterne var i transfer.
Transfertrafik er vigtig for Danmark
Københavns Lufthavn er Nordeuropas største trafikknudepunkt, og transfertrafikken er vigtig for Danmark.
”Den positive udvikling i transfertrafikken gør det muligt at tiltrække og udvikle direkte ruter, der ellers ikke ville være tilgængelige fra Københavns Lufthavn. Uden transferpassagerer ville mange ruter – især langdistanceruterne – fra København ganske enkelt ikke være mulige at fastholde,” siger Peter Krogsgaard.
Sidste år åbnede flyselskaberne 47 nye ruter, så Københavns Lufthavn kom op på 367 ruter verden over. Og med rekordmange ruter har det aldrig været nemmere for Danmark at rejse ud i verden – og for verden at komme til Danmark.
”De mange gode flyforbindelser fra København gavner dansk økonomi. Danske virksomheder har hurtig og effektiv adgang til verden, og internationale virksomheder og kvalificeret arbejdskraft vælger Danmark til. Sidste år nåede turismen nye højder med flere besøgende til glæde for både hoteller, restauranter og butikker, og der bliver skabt arbejdspladser på tværs af Danmark,” siger Peter Krogsgaard.
Københavns Lufthavn forventer, at udviklingen fortsætter med endnu flere rejsende via København, et stærkere rutenetværk og en endnu større gevinst for dansk økonomi.
