Bagage kan blive forsinket på udrejsen
Tekniske problemer i lufthavnens bagagehåndtering betyder, at bagagen midlertidigt håndteres manuelt.
Københavns Lufthavn har i øjeblikket tekniske problemer på de maskiner, der sorterer bagagen til de rette fly. Derfor håndteres bagagen midlertidigt manuelt.
I nogle tilfælde kan det betyde, at indchecket bagage ikke når frem til destinationen sammen med passageren, men vil blive sendt med et senere fly.
Skal du ud at rejse, anbefales det derfor, at du for en sikkerheds skyld pakker dine mest nødvendige ting – f.eks. vigtig medicin – i håndbagagen. Vær dog opmærksom på reglerne for indhold i håndbagagen, som du finder her:
Som altid anbefales det desuden, at du kommer til lufthavnen to timer før afgang, hvis du rejser inden for Schengen-området, og tre timer før, hvis du rejser uden for Schengen.
Bagagemedarbejderne i København arbejder hårdt for, at så få passagerer som muligt bliver berørt af de tekniske problemer. Udebliver din bagage, når du kommer til din destination, bedes du henvende dig til dit flyselskab eller bagagehåndteringsselskabet, som vil hjælpe dig videre.
Københavns Lufthavn beklager de gener, som de tekniske problemer kan medføre, og arbejder intensivt for at få bagagesystemet tilbage i drift hurtigst muligt.