Københavns Lufthavn kåret til en af verdens bedste
Københavns Lufthavn er blevet kåret til en af verdens bedste lufthavne ved Readers’ Choice Awards – en af rejsebranchens mest prestigefyldte priser.
Københavns Lufthavn er kommet på en eksklusiv liste over de bedste lufthavne i verden. Det er læserne af det internationale rejsemagasin, Condé Nast Traveller, der har kåret verdens 10 bedste lufthavne ved Readers’ Choice Awards – en af rejsebranchens mest prestigefyldte priser.
Københavns Lufthavn, der indtager 9. pladsen på listen, kommer dermed i selskab blandt lufthavne såsom Singapore, Istanbul og Doha. I alt findes over 1000 internationale lufthavne i verden.
”Passageroplevelsen er kernen i vores forretning, og vi er både glade og stolte over anerkendelsen. Det er et skulderklap til vores medarbejdere og samarbejdspartnere, som hver dag gør deres ypperste for at give de rejsende i Københavns Lufthavn en oplevelse i særklasse,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Sidste år rejste knap 30 millioner passagerer gennem Københavns Lufthavn. Cirka halvdelen af dem var internationale rejsende – resten danskere og svenskere. I år forventer lufthavnen at slå rekord med 32 millioner passagerer. En vækst, der efter alt at dømme, vil fortsætte de næste år fremover og som stiller nye krav til lufthavnen.
”Vi arbejder konstant på at være en attraktiv lufthavn for både de rejsende og flyselskaber. Lige nu er vi i gang med den største ombygning i lufthavnens historie, hvor vi udbygger Terminal 3. Det udvidede terminalområde vil både øge vores kapacitet og skabe en endnu bedre passageroplevelse og en endnu mere effektiv lufthavn,” fortæller Peter Krogsgaard.
I alt udvides Terminal 3 med 60.000 kvadratmeter nybyggeri, mens 11.000 kvadratmeter ombygges. Det nye terminalområde rummer flere restauranter, butikker, caféer, en udendørs have og et moderne bagagehåndteringsanlæg. Det forventes at stå færdigt i løbet af 2027.
Se alle Readers’ Choice Awards-kategorierne og -vinderne her
Se vinder-lufthavnene her