29.05.2025

Ny direkte rute mellem København og Vietnam

Vietnam Airlines lancerer den første direkte rute mellem København og Ho Chi Minh City i det sydlige Vietnam. 

Vietnam Airlines åbner til december en ny direkte rute mellem Københavns Lufthavn og Ho Chi Minh City. Det bliver den første direkte flyforbindelse nogensinde mellem Danmark og Vietnam.

 

Den nye rute giver både ferie- og forretningsrejsende en hurtigere og mere bekvem rejsemulighed til en af Asiens mest dynamiske storbyer.

 

Med ruteåbningen udvider Vietnam Airlines sit europæiske netværk til 10 direkte ruter og styrker dermed forbindelsen mellem Vietnam og Europa.

 

Nye muligheder for rejser og handel
Vietnam Airlines vil betjene den nye direkte rute med Boeing 787-9 Dreamliner, som tilbyder en rejseoplevelse med høj komfort og er et af de mest brændstofeffektive passagerfly.

 

"Det er en fantastisk nyhed, at vi kan byde velkommen til Vietnam Airlines i Københavns Lufthavn og en direkte rute til Vietnam. Det skaber endnu bedre forbindelser for rejsende ud af København - og giver flere muligheder for turister og forretningsrejsende, der skal til Danmark", siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

 

Ruten mellem Ho Chi Minh City og København henvender sig ikke kun til rejsende fra Danmark, men forventes også at tiltrække passagerer fra andre europæiske lande. Lanceringen er et klart udtryk for Vietnam Airlines' engagement i at udvide sit globale netværk og tilbyde større fleksibilitet til passagererne.

 

En levende destination med en rig kultur
Ho Chi Minh City, tidligere kendt som Saigon, er Vietnams største metropol og et pulserende økonomisk og kulturelt centrum.

 

Med over 12 millioner indbyggere byder byen på en unik blanding af moderne skyskrabere, historisk arkitektur og verdenskendt gastronomi.

 

"Vietnam er i hastig udvikling med en buldrende økonomi, og Ho Chi Minh City er landets handelscentrum. Derfor er der gode muligheder for, at danske virksomheder vil få stor gavn af de direkte flyvninger mellem Danmark og Vietnams største by", siger Peter Krogsgaard.

 

Gode forbindelser til Sydøstasien
Fra Ho Chi Minh City får rejsende nem adgang til andre store vietnamesiske destinationer, herunder Mekongdeltaet, de sydlige strande og de nordlige højlande.

 

Derudover giver ruten gode forbindelser til et bredt netværk af byer i Asien og Australien.

 

I takt med at Vietnam tiltrækker stigende global interesse, styrker denne nye direkte rute forbindelsen mellem Danmark og Sydøstasien og tilbyder en attraktiv ny mulighed for internationale rejser.