Ny lufthavnschef i Roskilde Lufthavn
Efter 13 år som lufthavnschef i Roskilde, overdrager Lars Lip snart rorpinden. Ny chef bliver Jesper Rasmussen fra Københavns Lufthavn.
Lars Lip stopper og Jesper Rasmussen tiltræder
20 års karriere i Københavns Lufthavne A/S, der også ejer lufthavnen i Roskilde (RKE) slutter den 21. marts, når Lars Lip stopper som lufthavnschef i Roskilde og Jesper Rasmussen tiltræder.
”Personligt er jeg stolt over, de resultater, vi sammen har opnået i RKE. Jeg er også tryg ved, at Jesper er den helt rigtige til at tage over,” siger Lars Lip, der vil være til rådighed for sparring og vidensdeling – også efter sidste arbejdsdag.
Trafikchef/Operational Manager Kristoffer Plenge-Brandt beskriver Lars Lip som ”en drivende kraft” i udviklingen af RKE.
”Hans dedikerede indsats fortjener stor ros og anerkendelse. I en årrække har Lars sammen med sit team opnået imponerende resultater. F.eks. er Roskilde Lufthavn for 9. år i træk at finde blandt de 10 bedste til at håndterer businessflyvninger blandt lufthavne i Europa, Mellemøsten, Afrika og Rusland,” siger Kristoffer Plenge-Brandt.
Der afholdes afskedsreception for Lars Lip i Roskilde Lufthavns Lounge tirsdag den 29. marts. kl. 13:00-15:00.
Den nye, jurauddannede lufthavnschef er rekrutteret i Commercial Technical Services i Københavns Lufthavn.
”Jesper Rasmussen har haft flere lederroller i den aeronautiske del af CPH. Han er god til at skabe positiv stemning, ligesom han igennem sit hidtidige virke i CPH har været rigtig god til at passe på vores mange kunder,” siger Kristoffer Plenge-Brandt