SAS åbner direkte rute mellem København og Toronto
SAS udvider sit rutenet i Nordamerika og åbner en direkte rute fra CPH til Toronto. Der bliver tre ugentlige afgange mellem København og Canadas største by – og det er med til at slå CPH’s position fast som et af Nordeuropas vigtigste trafikknudepunkter.
Canadas største by - og Nordamerikas fjerdestørste – byder på masser af storbystemning og alverdens muligheder for fantastiske oplevelser. Og nu er muligheden for at komme til Toronto blevet endnu bedre. I dag var første afgang for SAS’ direkte rute mellem København og Toronto, og det blev fejret ved gaten inden afgang.
"Det er fantastisk, at SAS udvider sit rutenetværk med endnu en langdistancerute ud af CPH - og tilføjer Canada til sine destinationer. Vi er glade for, at SAS fortsætter med at satse på CPH. Attraktive langdistanceruter er meget vigtige for os i CPH, så vi kan opretholde – og udvide – vores status som en af de vigtigste HUBs i Nordeuropa", siger administrerende direktør i Københavns Lufthavn Thomas Woldbye.
Den nye rute til Toronto er netop endnu en rute, der er med til at styrke CPH’s position som et vigtigt trafikknudepunkt i Nordeuropa. Udover den direkte rute til Toronto er SAS igen begyndt at flyve fra København til Boston, og til efteråret genoptager SAS sine flyvninger mellem København og Miami. Derudover har Air Canada også genoptaget sin rute til Toronto, mens amerikanske Delta Air Lines igen er begyndt at flyve dagligt mellem København og JFK New York.
SAS flyver ruten mellem København og Toronto tre gange om ugen med sit helt nye Airbus A321LR, som er indrettet med tre klasser: Business Class, SAS Plus og SAS GO.
Airbus A321LR er en langtrækkende version af den nye Airbus A321neo, som gør det muligt at gennemføre transatlantiske flyvninger med en mindre flytype. Flyet udleder desuden mindre CO2 sammenlignet med lignende ældre flytyper, samtidigt med at støjen er sænket betydeligt.