08.12.2021

Københavns Lufthavne A/S (CPH) og Gebr. Heinemann fortsætter det succesfulde partnerskab i mindst fire år

Taxfree giganten fastholder således markedsandelene i Danmarks største lufthavn, og i kontraktforlængelsen er der yderligere option på, at den tyske kæde kan fortsætte med at sælge parfume, slik, alkohol og cremer helt indtil 2030. 

Samspillet mellem Gebr. Heinemann og CPH er blevet fornyet, idet virksomhederne netop har forlænget deres kontrakt med yderligere to år, så aftalen nu løber til februar måned 2025. Dermed kan Gebr. Heinemann Retail ApS – det danske datterselskab til den tyske koncern Gebr. Heinemann – fortsætte med at drive seks Taxfree-butikker i CPH, som totalt breder sig over 3.600 kvadratmeter i lufthavnen. Den nye kontrakt har indbygget en mulighed for forlængelse med yderligere fem år. Den planlagte udvidelse af Terminal 3 i CPH, som forventes at stå færdig i 2028 betyder en forøgelse af det potentielle salgsareal for Gebr. Heinemann med 2.000 kvadratmeter, så der i alt bliver 5.600 kvadratmeter at bolte sig på, når udvidelsen er færdigbygget.

 

TILLIDSFULDT PARTNERSKAB BANER VEJEN

”Vi er ekstremt fornøjede over den tidligere kontraktforlængelse, men det understreger blot den store tillid, som CPH har til os. Og det reflekterer samtidig den succes, som vores virksomhed har formået at skabe i lufthavnen igennem de seneste 14 år. Ovenpå to år med krise giver kontraktforlængelsen os muligheden for at genoprette forretningsgrundlaget over en længere periode kombineret med større sikkerhed for vores investering. Vi tror fuldt og fast på, at CPH har en fremtid som Taxfree lokation, men vi har også store forventninger til at udviklingen af lufthavnen vil styrke CPH’s position som en af Nordeuropas førende lufthavne”, siger Florian Seidel, Vicedirektør for salg hos Gebr. Heinemann. Han suppleres af Kommerciel Direktør i CPH Peter Krogsgaard:

 

”Vi er meget tilfredse med denne her kontraktforlængelse med Gebr. Heinemann. Vores partnerskab begyndte i 2007, og det viser faktisk, hvor stor tilliden er mellem partnerne. Samtidig har vi set, hvordan både Gebr. Heinemann og CPH har formået at fastholde et optimistisk og stærkt fokus på udviklingen af nye kommercielle muligheder igennem hele perioden. I fællesskab har vi styrket indkøbsoplevelsen ved løbende at introducere nye varekategorier, brands og services - både for at fastholde væksten, men også for at øge incitamentet for passagerernes lyst til shopping. Derfor er vi naturligvis glade for at fortsætte samarbejdet”.

 

 

Kort om Gebr. Heinemann SE & Co. KG
Gebr. Heinemann er en af verdens mest væsentlige spillere inden for detailhandel og distribution i rejsebranchen. I Europa er virksomheden markedsførende og det er den eneste familieejede virksomhed på det globale marked i segmentet.

Gebr. Heinemann driver både taxfree butikker, konceptbutikker og butikker med brands på agentur i internationale lufthavne samt butikker ved grænseovergange og på krydstogtskibe. Ydermere distribuerer virksomheden en lang liste af internationale mærkevarer indenfor både parfume, kosmetik, vin, alkohol, slik, delikatesser, tobaksprodukter, mode og tilbehør, ure og meget andet.

Gebr. Heinemann har været placeret i Hamburg siden 1879 – og drives i dag af fjerde og femte generation i dynastiet, personificeret ved fætrene Claus og Gunnar Heinemann samt Gunnars søn Max Heinemann, der ligeledes er CEO. Gebr. Heinemann har cirka 7.400 ansatte på verdensplan. Virksomheden omsatte i 2020 for mere end 1,6 milliarder Euro.

Kort om Gebr. Heinemann Retail ApS
De seks taxfree butikker i Københavns Lufthavn har været drevet af Heinemann Retail ApS siden 2007.  Butikkerne er fordelt i følgende enheder:

  • Main Shop (2,600m²)
  • Butik i Finger A (175m²),
  • Butik i Finger B (200m²),
  • Butik i Finger C (260m²),
  • Butik i Terminal (3.160m²)
  • Butik i bagageområdet ved ankomst (126m²)