09.11.2021

CPH kvartalsrapport: Underskud på DKK 773,6 mio. før skat i de første tre kvartaler af 2021

Sommerens passagervækst betød, at aktiviteten i tredje kvartal var tættere på at kunne finansiere driften i Københavns Lufthavn. Derudover bidrog udbetalt statsstøtte på DKK 120 mio. fra 2020 og 2021 til at CPH kom ud af kvartalet med et overskud på DKK 77.2 mio. Passagertallet endte i september på 46,2% sammenlignet med 2019. Underskuddet i år er nu DKK 773,6 mio. før skat. Men det lysner langsomt. 

Med 3,8 mio. rejsende i tredje kvartal nåede Københavns Lufthavn i september 46,2% af aktiviteten i forhold til 2019 – det sidste normale år før pandemien ramte.

 

”Flyrejserne i Europa gjorde comeback denne sommer, båret frem af corona-pas, vacciner, lempede restriktioner og den underliggende efterspørgsel efter rejser,” siger administrerende direktør Thomas Woldbye.

 

Anderledes ser det ud med de lange, interkontinentale ruter til eksempelvis USA og Asien. Her er passagertallet i år blot 13% af, hvad det var 2019 – et fald fra 2,9 mio. til 0,4 mio. i årets første ni måneder.

 

”Det er en god nyhed, at rejserestriktionerne i Danmark nu stort set er fjernet, og at USA og Thailand er genåbnet for turisme og rejser i november. USA er et af verdens vigtigste markeder, og før corona-krisen rejste op mod en million amerikanere på ruterne til Danmark. For vores hub er det afgørende at få gang i transfertrafikken, så rejsende fra eksempelvis Norden, Baltikum og Nordeuropa flyver via CPH for at komme til Nordamerika og Asien,” siger Thomas Woldbye.

 

Har nu lånt DKK 2,2 milliarder
Trods sommerens vækst er 2021 tynget af årets første måneder, hvor aktiviteten i lufthavnen afspejlede trafikken i 1962 med blot 5.000 rejsende dagligt.

 

Omsætningen faldt med 67,5% sammenlignet med de tre første kvartaler i det coronafri 2019 - og ender på DKK 1.073,7 mio. I forhold til samme periode i 2020 faldt omsætningen med 19,0%.

Isoleret set lander omsætningen i tredje kvartal på DKK 625,7 mio., svarende til et fald på 47,8% i forhold til samme kvartal i 2019.

 

Efter at have reduceret omkostninger og investeringer med omkring DKK 2 mia. nærmer vi os et aktivitetsniveau, der kan finansiere både driften af lufthavnen samt vedligehold og de nødvendige investeringer. I tredje kvartal har CPH dog måttet trække DKK 129,8 mio. på kreditfaciliteterne.

 

CPH forhandlede i maj en forlængelse af aftalen med långiverne om kreditfaciliteter for DKK 6 mia. på plads frem til august 2023. Samtidig blev der aftalt en forlængelse af den nuværende fritagelsesaftale på visse lånevilkår indtil udgangen af 2022. 

 

”Likviditet er afgørende i en alvorlig krise som den, vi har været i siden marts sidste år. Foreløbig har vi måttet trække DKK 2,2 mia. på kreditfaciliteterne for at holde lufthavnen i drift. Det er penge, der skal betales tilbage, når vi er på den anden side af krisen,” siger Thomas Woldbye.

 

Hjælp til driften
Den voldsomme krise for luftfarten har betydet, at mange helt eller delvist statsejede lufthavne og flyselskaber i Europa har modtaget store statslige tilskud.

 

EU-kommissionen har givet mulighed for, at den danske stat kan give et tilskud til driften som følge af corona-restriktionerne. Det betyder, at CPH i tredje kvartal foreløbigt har modtaget DKK 120 mio. som en del af statens hjælpepakker fra sidste år og i år til at dække faste omkostninger. Beløbet er indregnet som en anden driftsindtægt, og resulterer i, at CPH kan rapportere et positivt resultat før skat for perioden

 

”Regeringen har med støtten til driften af lufthavnen lettet lidt af det massive pres på vores likviditet. Det koster jo tæt på det samme at holde lufthavnen bemandet og banerne åbne, uanset om der er 70 eller 700 fly dagligt – og det har været dyrt for CPH at holde åben for luftfragten og den smule trafik, der har været i årets første måneder,” siger Thomas Woldbye.

 

Flere jobs i og omkring Københavns Lufthavn
De omkring 1.000 virksomheder, der arbejder i og omkring Københavns Lufthavn, har også mærket sommerens vækst.

 

Antallet af ansatte faldt fra flere end 22.000 til omkring 13.000 under nedlukningen. Nu er mange virksomheder i gang med at genansætte – det gælder både butikkerne i terminalerne, men f.eks. også leverandører, flyselskaber og de groundhandlere, der på flyselskabernes vegne tjekker passagerne ind, håndterer bagage og fly m.v.

 

Også i virksomheden Københavns Lufthavne A/S bliver nogle af de flere end 800 stillinger, der blev nedlagt sidste år, genbesat.

 

”Der er dog fortsat stor usikkerhed om tempoet i genopretningen og dermed hvor hurtigt og hvor mange, vi kan genansætte. Det kræver ekstra omtanke, og bliver ikke nemmere på grund af den generelle mangel på arbejdskraft i Danmark,” siger Thomas Woldbye.

 

Midt i krisen har passagerne valgt CPH som nummer 1 i kategorien ”Best Airport Staff in Europe 2021” i årets internationale Skytrax undersøgelse.

 

”Det er en flot og velfortjent anerkendelse af medarbejderne, der har knoklet for at give den bedst mulige service til de rejsende i en tid med konstante forandringer og forhindringer,” siger Thomas Woldbye.

 

Pres på den grønne omstilling
Når det gælder den grønne omstilling af luftfarten, er ambitionerne intakte. I 2019 blev CPH certificeret som CO2-neutral lufthavn af det internationale certificeringsprogram Airport Carbon Accreditation. Målet er, at driften af lufthavnen allerede i 2030 skal være emissionsfri.

 

”Den grønne omstilling er en udfordring netop nu, fordi flyselskaber og lufthavne i dag er presset helt i bund økonomisk. Derfor er det afgørende, at eventuelt fremtidige afgifter på flyrejser, skal anvendes målrettet til den bæredygtige omstilling af luftfarten og ikke til alt muligt andet,” understreger Thomas Woldbye.

 

I den forbindelse har Luftfartens Klimapartnerskab allerede selv foreslået at opkræve omkring 30 kroner pr. flybillet til en klimafond, der skal understøtte dansk produktion af grønne brændstoffer til en konkurrencedygtig pris.

 

”Vi har muligheden for at skabe et nyt erhvervseventyr i Danmark med grønne brændstoffer. Vi skal udvikle og ikke afvikle luftfarten. Det giver absolut ingen klimagevinst, hvis flyselskaberne flytter dele af deres operationer fra Danmark og til andre lande,” understreger Thomas Woldbye.

 

Outlook for 2021
Den fremtidige udvikling af COVID-19-pandemien er fortsat usikker. Regulering eller andre begrænsninger, der påvirker internationale flyrejser, vil stadig kunne have en betydelig negativ indvirkning på luftfartsbranchen såvel som på passagertallet.

 

Omsætningen er primært passagerdrevet og er derfor lige så usikker som passagertallet, mens CPHs omkostningsgrundlag for resten af ​​året stort set ligger fast. Denne usikkerhed afspejles i intervallet for forventningerne til resultat før skat. Ledelsen forventer på baggrund af de nuværende forhold et underskud før skat for hele året i intervallet DKK -800 mio. til DKK -700 mio.

 

CAPEX-udgifterne for året forventes at blive DKK 550-600 mio.

 

Udbytte
Udbytte til aktionærer er indtil videre suspenderet på grund af den økonomiske situation og betingelserne for at modtage kompensation fra den danske regerings støttepakker. Endvidere er kreditaftalen på 6 mia. kr. og låneaftaler med eksisterende långivere, som blev indgået i maj 2020, forlænget. CPH har i den forbindelse aftalt ikke at udbetale udbytte i perioden frem til 22. august 2023.