07.09.2021

Jan Juul Christensen ny kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn

COVID-19 pandemien udløste den værste krise i luftfartens historie. Nu skal der genopbygges, så Københavns Lufthavn har styrken til den grønne omstilling og til at løfte ansvaret for at skaffe Danmark de bedst mulige forbindelser til verden. Her er kommunikation og stakeholder relations et afgørende værktøj. Derfor hentes Jan Juul Christensen ind i ledelsen som SVP og Kommunikationsdirektør. Den 51-årige nye direktør kommer fra en stilling som Partisekretær i Socialdemokratiet. 

”Med Jan Juul Christensen som ny kommunikationsdirektør får vi en erfaren leder med indgående viden og et stærkt netværk i politik, medie- og kommunikationsverdenen,” siger administrerende direktør i Københavns Lufthavn, Thomas Woldbye.

Som partisekretær har Jan Juul Christensen været organisatorisk leder af Socialdemokratiet siden 2016. Før det har han blandt andet arbejdet som Managing Partner og dansk CEO hos Rud Pedersen Public Affairs, kommunikationschef for KODA, senior rådgiver hos Radius og pressechef i Socialdemokratiet. Han er uddannet Cand. Scient. i PR fra Roskilde Universitet i 1994.

”Der er brug for al den erfaring Jan Juul Christensen tager med til Københavns Lufthavn. Vi har måttet sige farvel til flere end 800 medarbejdere, bremse investeringer og trække mere end 2 milliarder på kassekreditten for at holde CPH åben for fragt og den smule passagertrafik, der har været. Nu er vi i gang med at genstarte lufthavnen – og her vil Jan få en vigtig rolle,” siger Thomas Woldbye.

Starter 1.oktober
Den 1. oktober sætter Jan Juul Christensen sig i spidsen for den afdeling i lufthavnen, der arbejder med public & regulatory affairs, presse, Corporate Responsibilty, intern kommunikation, brand og nabo-kommunikation.

”Københavns Lufthavne A/S er en af Danmarks største og mest spændende virksomheder, der har stor betydning for Danmarks økonomi og erhvervsliv. Corona-pandemien har ramt lufthavnen hårdt på omsætningen, og udfordringen er nu at få genskabt rejseaktiviteten og genrejst virksomheden. Jeg skal sammen med afdelingen bl.a. bidrage til at gennemføre lufthavnens strategi og fremme en ansvarlig og bæredygtig drift og omstilling af lufthavnen – en opgave, jeg glæder mig meget til,” siger Jan Juul Christensen.

Privat bor den 51-årige Jan Juul Christensen på Amager, er gift med Jette Sørensen og far til Anna på 21 og Sebastian på 14 år. Fritiden bruges – med egne ord - på ture med hunden eller på racercyklen, en god bog, madlavning og i fodboldens verden at heppe på såvel Liverpool som Brøndby.