Natlukning af Københavns Lufthavn for kommercielle passagerflyvninger fra 13. april 2020
Passagertrafikken til og fra Københavns Lufthavn er på grund af COVID-19 krisen i de seneste uger reduceret med mere end 98 procent, og der er ikke udsigt til, at trafikken normaliseres. For at lette omkostningstrykket hos især de groundhandler-virksomheder, der håndterer flyene, lukkes der ned for kommerciel flytrafik i tidsrummet 22-06 alle ugens dage.
Københavns Lufthavn har været i dialog med de få flyselskaber, der pt. opretholder ruteflyvninger til og fra CPH og sikret, at de kan afvikles i dags- og aftentimerne. Natlukningen vil i første omgange vare i tre uger fra mandag den 13. april, og skal herefter revurderes hver fredag sammen med flyselskaberne og groundhandlerne.
Vi har som kritisk dansk infrastruktur et ansvar for at stå til rådighed for den trafik, der kommer til Danmark. Derfor er det også vigtigt at understrege, at vores beslutning om lukke ned for flyvninger om natten alene omfatter kommercielle rutefly. Fragtfly er ikke omfattet, og vi har en vigtig opgave i at understøtte dansk erhvervsliv med eksport og import af fragt," siger trafikchef Dan Meincke fra Københavns Lufthavn.
"Derudover fastholder vi et beredskab, der sikrer, at særflyvninger herunder med evakuerede danskere fra udlandet, ambulanceflyvninger, statsflyvninger, osv. kan håndteres og afvikles som hidtil," siger Dan Meincke.
I lufthavnen er der fire groundhandler virksomheder, der håndterer fly, passagerer og fragt på vegne af flyselskaberne. Det er SGH, Aviator, Menzies og CFS. Som flyselskaberne er også groundhandlerne hårdt ramt af den massive krise for luftfarten.
"Ved at lukke for kommerciel natflyvning kan vi som lufthavn hjælpe med at lette omkostningstrykket for groundhandlerne, så de ikke behøver at have en masse folk på nattevagt. Det samme gælder for Falck herude i lufthavnen," siger Dan Meincke.
Også Københavns Lufthavn har spændt livremmen helt ind. Det betyder, at der reduceres omkostninger på driften blandt andet ved en rotationsordning, hvor der samlet i en periode hjemsendes 2.200 af lufthavnens 2.600 medarbejdere (svarende til 1.600 fuldtidsansatte) med lønkompensation. Samtidig udsættes en lang række investeringer og projekter. Samlet kan der i resten af året reduceres udgifter med op mod en milliard kroner.