CPH: Tilfredse passagerer udløser anerkendt pris som bedste lufthavn
For første gang nogensinde har Københavns Lufthavn (CPH) modtaget den anerkendte Airport Service Quality Award fra den internationale lufthavnsorganisation ACI. Prisen ”Best Airport” gives på baggrund af passagerernes høje tilfredshed med den samlede oplevelse i Københavns Lufthavn.
”Det er først og fremmest en anerkendelse af det store arbejde, som vores medarbejdere og partnere i lufthavnen hver dag yder for at give de rejsende en god oplevelse, når de passerer gennem lufthavnens område. Vi er meget glade for, at passagererne har kvitteret så tydeligt for den indsats,” siger administrerende direktør Thomas Woldbye.
Særligt i det seneste år er passagertilfredsheden steget. Det skyldes en række forbedringer i lufthavnen. Både pladsen foran lufthavnen, ankomstterminalerne, sikkerhedskontrollen og passagerområderne efter sikkerhedskontrollen er blevet opgraderet, forbedret og udbygget. Samtidig har lufthavnen øget udvalget af butikker og restauranter og gjort det nemmere og hurtigere at komme igennem bl.a. sikkerhedskontrollen.
Lufthavnsorganisationen Airports Council International (ACI) måler hvert år tilfredsheden med den samlede kundeoplevelse på tværs af 34 indikatorer blandt et stort udsnit af alle verdens lufthavne. Københavns Lufthavn ligger i år i toppen af kategorien som bedste europæiske lufthavn med mellem 25 og 40 millioner passagerer.
Københavns Lufthavn måler også selv løbende passagernes tilfredshed, som satte rekord i 2019. Således steg tilfredsheden i løbet af året fra 81% til 86% af de rejsende, der erklærer sig tilfredse eller særdeles tilfredse med serviceniveauet, faciliteterne og rejsen gennem lufthavnen.
”Når man tænker over, hvilke andre gode lufthavne, vi er oppe mod, så er anerkendelsen fra ACI blot endnu mere betydningsfuld. Vi er hele tiden nødt til at holde os oppe på tæerne for at kunne møde de forventninger, som vores gæster har til os. Derfor investerer vi løbende i at forbedre passageroplevelsen, ligesom vi bruger data og algoritmer til at analysere, hvordan vi kan skabe det bedst mulige flow gennem lufthavnen,” siger Thomas Woldbye.