15.10.2020

CPH trafik: Corona-krisen har kostet 16,4 millioner rejsende indtil nu

Luftfarten i Danmark er i frit fald. Antallet af rejsende faldt i september til blot 473.509. Det er 83,1 procent færre end sidste år og faldet forsætter. Af verdens 195 lande er der i dag kun omkring 6 i ren gult - altså åbne lande hvortil der ikke frarådes rejser. Corona krisen har kostet 16,4 millioner rejsende i CPH. Indtil vaccinen lander, kunne en løsning være fælles europæisk Covid-19 lyntest af alle rejsende. 

Antallet af flyrejsende fortsatte med at falde i september i takt med, at rejsevejledningerne blev skærpet og flere lande gik fra gult til orange - altså lande som myndighederne fraråder alle ikke-nødvendige rejser til.

Siden der blev erklæret Corona-krise den 11. marts, og verden lukkede ned, har CPH frem til og med september mistet 16.418.376 danske og udenlandske rejsende.

"International luftfart er i en historisk krise, og hvis vi troede, at nu kan det næppe blive værre - så er det her ved indgangen til efteråret faktisk blevet endnu værre, og mulighederne for at rejse bliver stadigt mindre," siger kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, Peter Krogsgaard.

"Covid-19-smittetrykket stiger, og verdenssamfundet lukker, så myndighederne i dag fraråder rejser til stort set hele verden på nær seks lande i Europa. Det har sendt Københavns Lufthavn, flyselskaberne, virksomhederne omkring lufthavnen og de afhængige brancher i frit fald. Vi kan se, at hver gang der kommer nye rejsevejledninger, så tæt på halveres antallet af flyrejsende dertil meget hurtigt. Dermed forsvinder hele grundlaget for flytrafik," siger Peter Krogsgaard.

Da f.eks. Frankrig fik farven orange i uge 35 faldt antallet af rejsende fra 7.000 til 4.000 om ugen. Og udviklingen fortsætter.

Kun 40 procent af flysæderne er solgt
"Luftfartens krise er alvorlig som aldrig før. At vi ikke kan rejse rammer tusinder af arbejdspladser herhjemme og kan på sigt ramme Danmarks evne til at genvinde positionen som Nordeuropas vigtigste knudepunkt for flytrafik og fragt til hele verden - det vil vi gøre alt for ikke sker," siger Peter Krogsgaard.

Samlet faldt antallet af rejsende fra 621.215 i august til 473.509 i september, så der kun var 16,9 procent passagerer tilbage i forhold til samme måned sidste år. Og faldet ser ud til at fortsætte på alle parametre. For eksempel er loadfaktoren - altså hvor mange sæder der er fyldt på flyene - faldet fra 60 procent i juli til under 40 i slutningen af september.

"Efterårsferien er netop startet. Traditionelt er det en rigtig travl uge med 100.000 rejsende dagligt. Nu forventer vi mellem 10-15.000," siger Peter Krogsgaard.

CPH: Fælles Covid-19 lyntest i EU af rejsende
Peter Krogsgaard mener, at den største udfordring er den usikkerhed, som de mange regler og retningslinjer i Europa skaber.

"Det er svært at finde rundt i, hvad der gælder i de respektive lande. Den ultimative løsning er naturligvis en vaccine, der fjerner Covid19 - men indtil da kan en fælles europæisk "lige-inden-du-rejser-test" med hurtig svartid være en god løsning. Så vil danskerne kunne rejse i Europa - og Europa kan rejse til Danmark uden at øge risikoen for smitte," siger Peter Krogsgaard.

Han understreger, at teknologien udvikler sig med lynets hast, så man i dag med en såkaldt antigen Covid-19-test f.eks. kan få svar på 15 minutter.

"Ambitionen må være at udrulle en anerkendt lyntest i Europa, så man kun kommer ud af flyve med en dugfrisk negativ test, og derfor frit kan rejse rundt på forretning, ferie og uddannelse. Det vil give os alle en masse frihed tilbage - og mulighed for at stoppe det frie fald for dansk luftfart og mobiliteten i Europa," siger Peter Krogsgaard.

Download Excel