14. juni, 2019

Trafik-tal: Pilot-strejke og trafikjusteringer koster vækst i CPH

Pilotstrejken i april og maj trækker stadig spor med omkring 90.000 færre SAS-rejsende i Københavns Lufthavn i forhold til maj sidste år. Også justeringerne af Norwegians trafikprogram påvirker trafiktallene, der i maj ender med et minus på 3,6%. Samlet rejste 2.651.938 igennem CPH. 

Der var travlt i terminalerne i Københavns Lufthavn i maj med 2.651.938 rejsende, men dog ikke helt så travlt som i samme måned sidste år. Antallet af passager faldt med 3,6 procent.

”Det er primært pilot-strejken i SAS, der stadig trækker spor. Vi kan se, at der i maj har været cirka 90.0000 færre SAS-passagerer end samme måned sidste år. Det kan naturligvis mærkes,” siger administrerende direktør Thomas Woldbye.

Også Norwegian oplever et fald i antallet af rejsende til og fra København på cirka 7 procent i forhold til maj måned sidste år. Det skyldes, at selskabet er i færd med at tilpasse trafikprogrammet.

Samtidig er Norwegian som flyselskaber over hele verden ramt af, at alle Boeing 737 MAX fly er taget ud af drift, mens sikkerheden undersøges. Dem har Norwegian 18 af.

Nu da sommeren nærmer sig slår også sidste års konkurs i Primera Air igennem. Selskabet fløj meget charter og mange sommerdestinationer. Den trafik mangler i år. Det samme gælder Islandske WOW Air, der gik konkurs i marts. De to selskaber stod for 43.000 passagerer i maj 2018 – passagerer, der mangler i år.

Alt tyder dog på en særdeles travl sommer. Dagen i dag den 14. juni bliver årets hidtil mest travle dag med forventet 108.500 rejsende.

”Vores prognoser siger, at vi fra i dag og frem til august vil have hele 31 dage med flere end 100.000 rejsende igennem lufthavnen. Det betyder en masse travle og spændende dage, hvor vi skal have alle godt afsted på sommerferie,” siger Thomas Woldbye.

I årets første fem måneder har der været samlet 11.501.878 rejsende gennem lufthavnen. Det er 12.606 færre end samme periode sidste år. Det giver et lille fald år til dato på 0,1 procent.

På indenrigsruterne fortsætter flyselskaberne med at fjerne kapacitet. Antallet af afgange og ankomster faldt med 6,5 procent. Det betød at antallet af rejsende også faldt – dog kun med 4,7 procent til 141.816.

Download Excel-version