16.05.2019

Erfaren embedsmand skal styrke Københavns Lufthavnes fokus på samfundsansvar

I begyndelsen af marts lancerede Københavns Lufthavne (CPH) en ambitiøs klimastrategi. En måned senere blev lufthavnen CO2-neutral og arbejder samtidig på at styrke sit sociale ansvar.  

For at styrke sin indsats med at løfte virksomhedens samfundsansvar yderligere bringer lufthavnen nu en ny profil ombord i en nyoprettet stilling som chef for Corporate Responsibility.


Det er den 41-årige Marie Louise Hansen, der kommer fra en stilling som kontorchef i Energistyrelsen, hvor hun blandt andet har arbejdet med energieffektivisering og grøn omstilling. Tidligere har hun blandt andet været i Transport-, Bygge- og Boligstyrelsen samt Erhvervsministeriet. Hun har første dag i Københavns Lufthavne tirsdag den 11. juni.


”Københavns Lufthavne er en stor virksomhed, der med sine mange samarbejdspartnere har en hel unik mulighed for at samarbejde med flyselskaberne og resten af branchen om at flytte branchen i en mere ansvarlig og mindre klimabelastende retning. Med sin klimastrategi markerer CPH, at den har høje ambitioner for at gøre en forskel for klimaet. Jeg glæder mig til at bruge min erfaring med udvikling af grønne og energieffektive løsninger og med at skabe strategiske partnerskaber til at udvikle og indfri CPHs høje ambitioner på klima og CR området,” siger den kommende CR chef, Marie Louise Hansen.


I Københavns Lufthavne ser man frem til 11. juni.
”Med Marie Louise ombord skruer vi op for ambitionerne. Hun bidrager med en stor viden og erfaring med både ansvarlighed og grøn omstilling og så kommer hun til at stå på et solidt fundament, hvor der er masser af fokus, vilje og drømme om at blive endnu bedre på dette område,” fortæller kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavne, Peter Goll.


Marie Louise er uddannet cand. scient. pol fra Københavns Universitet og bor i Dragør med sin mand og to døtre.