10.04.2019

CPH trafik-tal: Ferie-sæsonen er landet i Københavns Lufthavn

Den travle påske i år falder i april og ikke hovedsageligt i marts som sidste år. Det betød, at passagertallet helt som forventet faldt i marts med 0,4 procent til knap 2,4 millioner. Men nu er ferie-sæsonen skudt i gang i Københavns Lufthavn. Med flyselskabernes sommerprogram er der 23 nye ruter ud i verden. 

Der var i alt 2.373.332 rejsende igennem terminalerne i Københavns Lufthavn i marts måned – et lille fald på 0,4 procent i forhold til samme måned sidste år.

”Ugen op til påske er en af årets travle rejseuger. I år falder påsken først i april og ikke som sidste år i marts.  Det kan helt som forventet mærkes på årets trafik-tal for marts,” forklarer Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn. 

Måneden bød derfor på et mindre fald i både flyrejserne i Europa og indenrigstrafikken. Til gengæld stod de lange ruter endnu en gang for en ganske markant fremgang – i marts med 8,1 procent.  Det betød at 333.000 rejste på de lange interkontinentale ruter ud af Europa.

Nu starter feriesæsonen
Thomas Woldbye hæfter sig også ved, at ferie-sæsonen nu for alvor bliver skudt i gang med de mange nye ruter flyselskaberne netop har annonceret – både helårlige og rene sommerruter. 23 nye i alt i sommerprogrammet.

”Nu starter sæsonen med de mange helligdage omkring for eksempel pinse, påske, Kristi Himmelfart og Store Bededag. Det er traditionelt perioder, hvor mange rejser på kortere ferier – og i år er der altså endnu flere rejsemål at vælge imellem,” siger Thomas Woldbye.

Flyselskaberne tilbyder masser af nye ruter ikke mindst til Frankrig. Der åbner nye helårsruter til Nantes og Bordeaux samt rene sommerruter til Toulouse og Marseilles ved middelhavet.

Også Storbritannien har fået en række nye ruter – fra Liverpool og Londons South End lufthavn til kystbyen Newquay i Cornwall.  Der er også flere nye rejsemuligheder østpå med ruter til f.eks. Szczecin, Varna, Kutaisi og Krakow.

Berlin er årets højdespringer
Den mest populære destination på top10 er fortsat London, der trods en nedgang på 3,3 procent i marts stadig talte 178.372 rejsende.  År til dato har 502.779 fløjet på ruterne til London.

Årets højdespringer på listen er Berlin. I årets tre første måneder er antallet af rejsende mellem København og Berlin vokset med 18,4 procent til 145.204.

Download Excel