Længere ventetider
Vi oplever i øjeblikket mange passagerer i lufthavnen. Det kan betyde længere ventetid end normalt. Kom derfor i ekstra god tid og vær forberedt med de nødvendige rejsedokumenter. Se guiden ”Kom godt afsted” her på cph.dk og få råd og vejledning til din rejse. Se guide her
Vi oplever i øjeblikket mange passagerer i lufthavnen. Det kan betyde længere ventetid end normalt. Kom derfor i ekstra god tid og vær forberedt med de nødvendige rejsedokumenter. Se guiden ”Kom godt afsted” her på cph.dk og få råd og vejledning til din rejse. Se guide her
 
10.10.2019

CPH trafiktal: Travl september i Københavns Lufthavn

Antallet af passagerer i Københavns Lufthavn voksede i september med 0,4 procent til 2,8 millioner. Fremgangen drives af transferpassagerer, der flyver via CPH og ud i verden – ikke mindst fra Polen, hvor der er markant flere rejsende. 

Med 2.804.077 rejsende blev det den mest travle september nogensinde i Københavns Lufthavn.

Mens antallet af rejsende, der flyver direkte fra CPH, faldt med 0,5 procent, var der en vækst på 4,7 procent i antallet af transferrejsende, der vælger at flyve til og fra Nordeuropa via CPH og videre ud i verden. Dermed lander september med en samlet fremgang på 0,4 procent.

”Det styrker vores position som Nordeuropas vigtigste trafikknudepunkt, at flere vælger at flyve via Københavns Lufthavn ud i verden fremfor via andre hubs som for eksempel Amsterdam, Frankfurt og London. Alene i september er 600.000 fløjet via CPH – en vækst på 4,7 procent,” siger Københavns Lufthavns administrerende direktør Thomas Woldbye.

Travlt på luftvejen til Polen
Månedens højdespringer er ikke på Top-10 listen over destinationer. Men samlet er Polen godt på vej op af ranglisten. I september voksede trafikken mellem CPH og de seks destinationer i Polen med 21 procent, svarende til 76.000 rejsende. Dermed har Polen i september overhalet Grækenland og er nu nummer 15 på listen over rejselande.

Fra København kan man i dag flyve til Gdansk, Szczecin, Wroclaw og Poznan med SAS, til Warszawa med SAS og LOT og til Krakow med SAS, Norwegian og Ryanair.

”Med seks destinationer i Polen og foreløbig 507.000 rejsende i årets første ni måneder, er der efterhånden tæt trafik på luftvejene mellem Danmark og Polen. 38 procent af de rejsende på ruterne til og fra Polen transfererer og skifter fly i København. Dermed er fremgangen i Polen også en ganske markant styrkelse af København som nordeuropæisk trafikknudepunkt,” siger Thomas Woldbye.

Underliggende pæn vækst i år
Samlet i årets første ni måneder er 23.300.362 rejst igennem terminalerne –  knap 17.000 fra en tangering af rekordåret 2018.

”Nok har CPH i årets første ni måneder haft nulvækst. Men det skyldes primært konkurserne i Primera Air og WOW, pilotstrejken i SAS og den ny strategi fra Norwegian, der vægter lønsomhed højere end vækst. Hvis man fjerne de faktorer, så er der underliggende en pæn fremgang i trafikken,” siger Thomas Woldbye.


Download Excel