11.09.2018

Flying Tiger Copenhagen vender tilbage til Københavns Lufthavn

Fremover bliver det lettere at finde sjove, skæve og brugbare produkter til rejsen, når Flying Tiger Copenhagen igen lander i Københavns Lufthavn. Tre år efter kæden sidst havde en butik i lufthavnen, bliver dørene til en ny og større butik slået op på fredag d. 14. september. 

Med flere end 950 butikker fordelt i 30 lande har Flying Tiger Copenhagen slået sit navn fast. Og nu kan både danske og internationale rejsende snart finde den flyvende tigers velkendte og unikke koncept i Københavns Lufthavn igen. Det sker, når Terminal 2 fra fredag d. 14. september bliver hjemsted for Flying Tiger Copenhagens nyeste butik.  

’Vi er glade for at kunne byde Flying Tiger Copenhagen velkommen tilbage til Københavns Lufthavn. Det er vigtigt for os at kunne tilbyde de rejsende et bredt udvalg af butikker i lufthavnen, der varierer i priser og sortiment for at imødekomme forskellige budgetter og behov. Mange af vores passagerer har efterspurgt muligheden for at købe små, sjove og brugbare gaver, gadgets og snack, og det er netop, hvad Flying Tiger Copenhagen leverer. Derfor er vi meget glade for, at de snart står klar med en ny butik,’ siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Dansk virksomhed i en international verden
For at styrke følelsen af København er flere københavnerkoncepter og lokale helte rykket ind i lufthavnen. Listen tæller blandt andre Cock's & Cows, Oh! by Kopenhagen Fur, Mikkeller og nu også Flying Tiger Copenhagen, der før har haft butik i Københavns Lufthavn. Ved udgangen af 2015 lukkede kæden deres tidligere butik, men nu byder de igen velkommen til lufthavnens passagerer. Denne gang i et større lokale, der har plads til butikkens brede sortiment. Lokalet har Flying Tiger Copenhagen overtaget efter SAND, der i august rykkede til det nye område mellem Gates A og B.

”Vi ser det som en unik mulighed igen at få en butik i lufthavnen, og vi er stolte over, at vi denne gang får mulighed for at få en større butik, hvor vi kan sætte dansk design, hygge og iderigdom på verdenskortet. I lufthavnen får vi lov at møde kunder fra hele verden på samme sted og hjælpe dem med det, de lige står og mangler for at gøre rejsen lidt mere behagelig og ferien endnu bedre. At være til stede i lufthavnen er for os det helt rigtige, fordi det repræsenterer det, vi er; en dansk virksomhed i en international verden,” fortæller Mette Maix, der er administrerende direktør i Flying Tiger Copenhagen.

En butik fyldt med gode oplevelser
Uanset om man er på vej på ferie eller forretningsrejse, eller måske er på vej hjem, kan man gå på opdagelse i Flying Tiger Copenhagen. Butikken kommer til at have et bredt sortiment af sjove, skæve og brugbare produkter til de rejsendes forskellige behov og til overkommelige priser. Sortimentet rummer alt fra headsets og powerbanks til malebøger, tuscher, spil og legetøj samt nakkepuder, snacks og små gaver.

I lufthavnen får vi mulighed for at komme i kontakt med både danskere, der er på vej til udlandet og mennesker fra hele verden, der er på ferie eller forretningsrejse i Danmark. Vi forventer, at vores butik i lufthavnen bliver et fantastisk sted, hvor mennesker og kulturer mødes, og hvor vi med vores produkter kan inspirere dem til at bruge mere tid sammen med dem, de elsker og holder af. Ligesom uden for lufthavnen, bliver det en Flying Tiger Copenhagen-butik fyldt med gode oplevelser og dejlige overraskelser,” siger Mette Maix.

 
Om Flying Tiger Copenhagen

  • Historien om Flying Tiger Copenhagen begynder i 1988, da iværksætter Lennart Lajboschitz åbnede en butik ved navn Zebra på Islands Brygge, som senere blev til Tiger og nu Flying Tiger Copenhagen
  • 30 år senere har succeskæden flere end 950 butikker fordelt i over 30 lande med omkring 5.800 medarbejdere på verdensplan
  • Hver eneste måned introducerer Flying Tiger Copenhagen 300 nye produkter – det giver mellem 3.000-4.000 nye produkter hvert år, der alle opfordrer til leg, kreativitet og sociale aktiviteter